SNUS KAN GIVE MISFARVNING OG SKADER I MUNDHULEN

Flere unge bruger snus, og det kan det give skader i mundhulen og misfarvninger på tænderne.

SNUS KAN GIVE MISFARVNING OG SKADER I MUNDHULEN

Snus er blevet et hit blandt mange danske unge. Den røgfri tobak, som unge placerer i en lille pose under overlæben, indeholder nikotin og kræftfremkaldende stoffer ligesom cigaretter. Men snus kan også medføre skader i munden. En ny rundspørge, som Tandlægeforeningen har lavet blandt 527 tandlæger, viser, at fire ud af ti tandlæger har patienter med skader i mundhulen, der er relateret til brugen af snus. Slimhindeforandringer og tandkød, der trækker sig tilbage, er de mest udbredte skader. Dertil kommer, at en tredjedel af tandlægerne også ser patienter med misfarvninger på tænderne. 

”Snus irriterer mundslimhinden, der som beskyttelse danner en slags hård hud i form af hvidlige, rynkede plamager, der hvor snusen lægges. Disse slimhindeforandringer forsvinder, når man holder op med at bruge snus. Det er værre med selve tandkødet. Tandkød, der først har trukket sig tilbage, så tænderne er blevet længere, kommer ikke tilbage, selvom man stopper med snus – og det er ikke særlig pænt,” fortæller lektor på Tandlægeskolen i København Camilla Kragelund, som blandt andet forsker i forandringer i mundslimhinden.

FLERE UNGE BRUGER SNUSFlere unge danskere bruger snus – primært unge mænd. I en repræsentativ undersøgelse gennemført af Kræftens Bekæmpelse i 2016, svarer fire pct. af de 16-25-årige, at de bruger snus dagligt eller ugentligt, fire pct. svarer, at de bruger det sjældnere, mens 17 pct. svarer, at de har prøvet det. Tandlægeforeningens rundspørge bekræfter tendensen. Knap hver tredje tandlæge oplever, at der inden for de seneste to år er blevet flere teenagere eller unge voksne, der bruger snus. 

SNUS ER AFHÆNGIGHEDSSKABENDESnus kan ligesom cigaretter skabe en stærk afhængighed på grund af nikotinen, hvilket mange unge nok undervurderer, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. Hans største bekymring er, at de unge, ved at stifte bekendtskab med snus, får en fortrolighed med tobak, der gør, at de også begynder at ryge. ”Ironisk nok bruges snus også under sport, f.eks. fodbold, ishockey, håndbold og sågar svømning. Hvor man kan bruge det, imens man dyrker sin sport og uden at tage en rygepause,” fortæller Camilla Kragelund og understreger, at snus ikke er foreneligt med en sund livsstil og kan give varige skader i munden. Hun tilføjer, at det sikkert overrasker mange unge, at de kan blive afhængige af snus. Hvis man ikke vil holde sig helt væk fra snus, råder hun til, at man minimerer forbruget og ikke placerer posen med snus det samme sted i munden hver gang.

FAKTA OM SNUS

  • Snus er en form for røgfri tobak.

  • Snus anbringes typisk i munden, og ved kontakt med mundens slimhinder bliver der frigivet nikotin til blodbanen, hvilket giver en stimulerende påvirkning af hjerne og centralnervesystemet.

  • Svensk snus indeholder nikotin, som er afhængighedsskabende, og nitrosaminer, som kan give kræft i bugspytkirtlen og spiserøret.

  • Snus kan give slimhindeforandringer i munden, tandkød der trækker sig tilbage og misfarvninger på tænderne.

  • Snus er forbudt i EU, herunder Danmark. Siden 1. januar 2016 har det været forbudt at sælge snus i Danmark. 

Kilder: Kræftens Bekæmpelse og Tandlægebladet.

 

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke