Sociale ældre trives bedst

Ældre med et dårligt mentalt helbred har stor gavn af sociale aktiviteter, viser et nyt studie. Og jo større tilfredshed med livet, jo færre fysiske sygdomme.

Sociale ældre trives bedst

Hver ottende ældre over 74 år har en dårlig mental sundhed. Hvis trivslen skal forbedres, skal der være et klart fokus på sociale aktiviteter. Det er en af konklusionerne i et nyt litteraturstudie, som Aarhus Universitet har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen.

”Vi kan se, at det er vigtigt, at man fokuserer på det sociale i aktiviteterne. Men det er også vigtigt, at indsatserne ikke bliver for ensartede, og at de ældre selv er motiverede og har lyst til at deltage,” siger Mille Pedersen, der er fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen.

Ud over at livskvaliteten er bedre hos ældre, der trives, kan en god mental sundhed også være med til at beskytte mod fysisk og psykisk sygdom. Derfor er der behov for at sætte fokus på ældre borgeres trivsel.

”Det er jo i sig selv vigtigt, at ældre borgere trives og har det godt. Men hvis vi samtidig kan forhindre, at de bliver syge, så de kan leve et godt og selvstændigt liv i flere år, så er det selvfølgelig et stort plus,” siger Mille Pedersen.

Mangler viden om yngre ældre Litteraturstudiet viser også, at der generelt er gennemført og publiceret relativt få videnskabelige studier om fremme af mental sundhed blandt ældre. Samtidig er der stort set ikke gennemført studier eller indsatser, der fokuserer på den yngre gruppe ældre, der er i overgangen til pensionisttilværelsen.  

”Vi ved, at det er en stor omvæltning, når man siger farvel til arbejdsmarkedet og goddag til pensionistlivet. Men vi ved ikke, hvad der virker, hvis man vil gøre den overgang bedre,” siger Mille Pedersen. 

Samtidig er der langt mellem indsatser til pårørende. Studiet viser derfor, at der er et stort behov for at få afprøvet, og ikke mindst dokumenteret, metoder, der kan fremme den mentale sundhed blandt ældre.

Du kan læse hele undersøgelsen her

Fakta om ældres mentale sundhed
  • 12 procent af ældre over 74 år har dårlig mental sundhed.
  • Ni procent af de ældre over 74 år angiver, at de ofte er uønsket alene. Andelen af uønskede alene er større end i alle de andre aldersgrupper.
  • Blandt ældre mennesker, der modtager personlig pleje, føler 25 procent sig ofte eller en gang i mellem alene blandt andre, mens 50 procent ofte eller en gang imellem føler sig uønsket alene.

    Kilde: Sundhedsstyrelsen

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke