Spis rigtigt mod din gigt

Mange mennesker med gigt er i tvivl om, hvad de bør spise for at fungere bedst muligt. Vi giver dig et overblik

Spis rigtigt mod din gigt

Hvad skal man spise, når man har gigt? Svaret er ikke helt enkelt og kommer først og fremmest an på, hvilken gigtsygdom man har. Når det gælder leddegigt og andre betændelsesagtige gigtsygdomme, findes der i dag kostråd, som mennesker med disse sygdomme vil have stor gavn af at følge. Rådene handler især om at spise mere fisk og at lade sig inspirere af middelhavslandenes kost.

"Vi ved, at fiskens mange n-3-fedtsyrer virker anti-inflammatorisk og har en effekt på leddegigt og lignende sygdomme. De fede fisk og havmad i det hele taget har en smertestillende effekt og øger funktionsniveauet. Man skal op i ret store doser på 2-3 gram n-3-fedtsyrer om dagen for at få en effekt," siger Henriette Thorseng, som er cand.scient. i human ernæring og kostrådgiver i Gigtforeningen.

De gode n-3-fedtsyrer - også kendt som omega-3-fedtsyrer - findes især i laks, makrel, sardiner og sild. Der findes også vegetabilske kilder til sunde fedtsyrer af typen n-3-fedtsyrer, bl.a. valnødder, hørfrøolie og rapsolie, men kun en mindre del af fedtsyrerne herfra bliver omdannet til de gigtvenlige former af n-3-fedtsyrer i kroppen.

Henriette Thorseng understreger, at kost ikke kan erstatte medicinsk behandling ved leddegigt, men at kosten skal ses som et supplement, der kan understøtte behandlingen og give energi og velvære i hverdagen.

Læs mere: Hvidløg - stinkende sundt

Spis som ved Middelhavet

For mennesker med leddegigt har studier også vist en positiv effekt af at spise efter principperne i middelhavskost, der traditionelt består af større mængder frugt og grønt, fisk og fjerkræ, olivenolie og nødder samt mindre mængder af kød fra firbenede dyr.

"Studierne viser ikke præcis, hvad det er i middelhavskosten, der har en effekt. I de studier, der er lavet, fik deltagerne færre smerter og bedre funktionsniveau, og mange af dem tabte sig også," siger Henriette Thorseng.

Principperne fra middelhavskosten kan sagtens overføres til det danske køkken.

De findes nemlig allerede i Ny Nordisk Mad. Her anbefales blandt andet flere grøntsager (især bær, kål, rodfrugter, bælgfrugter, kartofler), mere fuldkorn (især havre, rug og byg), mere mad fra havet og søerne og mindre kød.

Læs mere: Frugt og grønt råd holder

Spis hjertevenligt

Forskning har vist, at mennesker med betændelsesagtige gigtsygdomme, som eksempelvis leddegigt, har en øget risiko for hjertekarsygdom. Derfor anbefales det at spise hjertevenlig kost.

"Igen kan man lade sig inspirere af middelhavskosten, der også har vist en positiv effekt på hjertekarsygdom," siger Henriette Thorseng.

Hjertevenlig kost handler blandt andet om at undgå mættet fedt, som især kommer fra kød, at spise masser af frugt og grønt og at spise masser af kostfibre, der findes i grøntsager og i fuldkornsprodukter som havregryn, rugbrød, fuldkornsris og fuldkornspasta.

Læs mere: Christian Bitz: Du skal nyde at blive sund

Restriktioner på fødevarer?

En del mennesker med gigt kontakter Gigtforeningens kostrådgiver, fordi de har hørt, at de skal holde sig fra visse fødevarer. Ofte er der dog ingen grund til at holde sig tilbage, når det gælder disse fødevarer

Mælk

Det er ikke dokumenteret, at mælk og mælkeprodukter skulle være et problem ved gigtsygdomme.

Udelader man helt mælkeprodukter fra sin kost, risikerer man at komme til at mangle kalk, med mindre man er meget grundig med at få kalk fra andre kilder. I værste fald vil kalkmangel få knoglerne til at afkalke.

Særligt ved leddegigt er det vigtigt at sikre et indtag på 800 mg kalcium (kalk) om dagen, og her kan mælkeprodukter være en nem måde at få kalken på.

Læs mere: Slidgigt er folkesygdommen der er værre end sit rygte

Syre og base

Det er ikke dokumenteret, at man kan lindre sin gigtsygdom ved at holde op med at spise såkaldt syredannende mad, som anbefales af nogle alternative behandlere. Kroppen har som udgangspunkt et velfungerende system, der selv kan regulere balancen mellem syre og base.

Undtagelsen er urinsyregigt, hvor kroppen ophober for meget af en bestemt slags syre (urinsyre), og her gælder særlige kostråd.

Ved leddegigt, slidgigt og andre gigtsygdomme er der dog ikke dokumentation for, at kosten kan medføre 'syreophobninger', der kan 'udrenses' med en særlig basedannende kostplan.

Kun i tilfælde af en dårligt behandlet diabetes, svær nyrelidelse eller svær lungelidelse kan kroppen have problemer med selv at regulere balancen mellem syre og base.

Rødvin

Nogle holder sig helt fra rødvin og andre former for alkohol, når de har fået gigt. Men et lavt til moderat indtag af alkohol, svarende til 2-8 glas vin pr. uge udgør for de fleste ikke et problem – faktisk er der i flere studier vist en forebyggende effekt på leddegigt ved et lavt til moderat alkoholforbrug.

Kostråd ved slidgigt

Når du har slidgigt, gælder det om at spise en generelt varieret og sund kost.

Forskning har ikke fundet, at der er bestemte fødevarer, som er gavnlige, og heller ikke fødevarer som er særligt problematiske, når man har slidgigt.

Enkelte studier har blandt andet vist en positiv effekt af kosttilskud med ingefær eller hyben.

Det vigtigste i forbindelse med slidgigt er, at du ikke vejer for meget, da mange studier har dokumenteret en klar sammenhæng mellem overvægt og udvikling af slidgigt.

Hvis du er overvægtig, vil du have gavn af at lægge din kost om, så du taber dig. Hvis du er normalvægtig er det bedste, du kan gøre, at spise en sund kost med masser af frugt og grønt, fisk, fuldkorn og mindre fedt og sukker - så forebygger du også samtidig overvægt.

Læs mere: En kurerende knold

Vær kritisk på nettet

Mange går på nettet og søger information om kost og gigt. Desværre er mange af de kostråd, man finder, uden videnskabelig dokumentation, og siderne skelner ofte ikke mellem de forskellige gigtsygdomme, men giver samme råd til alle uanset gigtsygdom.

Gigtforeningens hjemmeside kan du læse mere nuanceret om kost ved en række gigtsygdomme.

Læs mere: Vær aktiv i pausen



Få de seneste artikler direkte i din indbakke