Stop nu de negative forældrehistorier!

Igen ruller et program over skærmen, hvor 'de umulige unger' eksponeres i bedste sendetid.

Stop nu de negative forældrehistorier!

Udover at udsendelser som 'Ingen styr på ungerne' fremstiller forældre som håbløse, når det kommer til børneopdragelse, så kan vi også med et nyfigent blik komme helt inde i familiens private maskinrum.

Læs mere: Hvilken forælder er du?

Højtråbende umulige unger

Her bliver vi overbevist om, at selv små børn er helt uregerlige, højtråbende og i det hele taget noget, som man skal holde sig langt væk fra. De vil ikke have tøj på, man kan ikke havde dem med på indkøb, de smider med tallerknerne under måltidet, skriger hvis de ikke får deres vilje – og er i det hele taget noget, man bør undgå, hvis man er et almindeligt menneske med sine sansers fulde brug.

Hvis du har lyst til mere af samme skuffe, så er den omtalte temalørdag, med den sigende titel 'Børn er roden til alt ondt', der nu er vist to gange på DR2 lige i skabet. Her køres samme klip med en psykolog igen og igen. Hun tegner meget illustrativt en stærkt nedadgående kurve, der viser, hvordan det at få børn ødelægger parforholdslykken og er medvirkende til de mange skilsmisser.

Skrækhistorier om fødsel

Og har du ikke fået nok, så kan du stadig på DR's hjemmeside nå at gense serien 'Hjælp, vi skal føde 2' (det er anden omgang udsendelser) – hvor man helt tæt på følger smertehelvedet, kejsersnittene og den endelige forløsning, når et barn kommer til verden.

Der må sidde nogle producere i DR, som hader graviditeter, fødsler og al den ballade, som små børns skaber i voksne menneskers rolige liv og perfekte parforhold.

Det ville være helt fantastisk, om vi snart kunne se nogle udsendelser om forældreskab og små børns utrolige udvikling men med et noget andet baggrundstæppe. Det er mirakuløst at følge et menneskebarn fra to celler og til et barn, der kan lege med kammerater og snakke om alle de fantastiske ting, det oplever og tænker.

Læs mere: Lad de små børn plage

Det er faktisk dejligt at være forælder

Det er så sjovt og opløftende at være sammen med børn, der udvikles og undres. Og hvis forældre vidste lidt mere om alt det, der sker i den helt utrolige udvikling, så er det lettere og sjovere for forældrene og herligt for barnet. Megen tummel og bøvl i forældreskabet kunne vendes til positivt, hvis fokus på det negative og problematiske blev forladt til fordel for en mere konstruktiv linje.

Meld jer nu ind i kampen på DR med nogle programmer for og med børnefamilier, der peger fremad. Det bliver ren win-win.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke