Sukker er som narkotika

Hvis man daglig tænker på slik og søde sager, er man langt fra den eneste dansker der er afhængig af sukker. Men man kan blive afvænnet, fortæller en kostvejleder, der har åbnet en sukkerskole, der hjælper folk ud af den dårlige vane

Sukker er som narkotika

Egentlig ville kostvejlederen Sabrina Jeppesen bare hjælpe folk med at spise sundere og tabe sig. Men efter kort tid gik det op for hende, at sukker er et mindst lige så stort problem som overflødige kilo.

"Halvdelen af de klienter, vi har, lever med et sukkerproblem. Men de opdager det først, når vi gennemgår, hvad de spiser i løbet af en dag. Så går det op for mange, at de faktisk er afhængige af sukker," fortæller Sabrina Jeppesen, der arbejder som kostvejleder på Kostklinikken Immanuel i Hellerup i København.

Derfor har hun netop åbnet Danmarks første sukkerafvænningskursus 'Sukkerskolen', hvor man over seks gange, fordelt over to måneder, er i skole for at komme ud af sin afhængighed og for at få nye kostvaner, der kan erstatte sukkervanen.

"Man kan sagtens spise meget slik uden at være afhængig. Man er først afhængig, når sukkertrangen styrer ens humør og adfærd. Men sådan er det for mange mennesker. Min yngste klient var tolv år og min ældste over 60," fortæller hun.

Læs mere: Klumme: Vi er født til at elske sukker

Er du sukkerafhængig?

  • Du kan ikke nøjes med at tage et stykke slik. Du tager altid flere, hvis der er mulighed for det.
  • Du vil hele tiden have mere. Det betyder, at du spiser mere slik nu, end du gjorde for et halvt år siden.
  • Hvis du har lyst til slik, og der ikke er slik i nærheden, kan du ikke bare lade være at spise. Du tager gerne bilen ned til tanken for at købe slik.

Kan du sige 'ja' til alle tre reaktioner, har du et sukkerproblem.

Nemt at kurere

Problemet med sukkerafhængighed er, at symptomerne ikke er så nemme at afkode. Et dagligt indtag af større mængder sukker kan give humørsvingninger, rastløshed, huller i tænderne eller træthed, men ikke noget man ikke også kan få af andre ting. De alvorlige bivirkninger som sukkersyge kommer først efter mange år. Derfor opdager de fleste først, at de er sukkerafhængige, når man tager sukkeret fra dem.

"Når folk ikke må spise sukker, opdager de, hvor svært det er at undvære. De får ofte hovedpine og kommer i dårlig humør, men den gode nyhed er, at det værste er overstået efter tre til fem dage. Så fortæller de fleste klienter, hvor godt de har fået det, og at de nu har sluppet af med hovedpine og har fået mere overskud, end de havde, da de spiste sukker," fortæller Sabrina Jeppesen.

De fleste klienter stopper med sukker fra dag til dag, og så må de spise sukkerfrit slik. Men de klienter der har spist ekstremt meget slik - for eksempel fire plader chokolade daglig - er det dog for svært at stoppe fra den ene dag til den anden.

"I afvænningsperioden kan man bruge sukkerfrit slik, mandler og mørkt chokolade med minimum 75 procent kakao til at komme ud af sin sukkertrang. Herefter kan man lettere vænne sig af med slikvanen," forklarer hun.

Læs også 'Jeg kan lugte mig frem til slik'

Kost og psyke

På sukkerskolen er der både en kostvejleder og en psykolog, der hjælper klienterne af med sukkertrangen.

"Slik og sukker handler også om psykologi og de følelser, der er forbundet med mad som hygge, trøst og tryghed. Man skal kende sin egen madhistorie, og det kan man bruge som et redskab til at få en større indsigt i, hvorfor man efterspøger sukker," forklarer Sabrina Jeppesen.

7 tip til sukkerafvænning

  1. Spis hver tredje time for at stabilisere dit blodsukker og begynd altid med en proteinrig morgenmad.
  2. Drop sukker og hurtige kulhydrater som pasta, ris, mel, hvidt brød, juice, honning, frugtyoghurt og syltetøj.
  3. Spis mange magre og mættende proteiner som magert kød og ost, fisk og skaldyr. Det stabiliserer dit blodsukker.
  4. Spis gode fedtsyrer som avocado, olier, nødder, fede fisk og oliven. De stabiliserer også dit blodsukker.
  5. Hvis det er svært at undvære slik, så spis sukkerfrit slik i en periode.
  6. Undgå frugt som melon, ananas og mango. De påvirker dit blodskukker og kan få dig til at opretholde din sukkerafhængighed.
  7. Gør noget, der stimulerer de samme områder i hjernen, som sukker gør. Det kan være motion, sex, latter, meditation, bøn, eller hvad som helst, der giver dig ro og velvære.

Kilde: www.kost-klinikken-immanuel.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke