Lavtuddannede overser oftere symptomer på kræft

Mange ved, at en knude eller et modermærke, der forandrer sig, kan være tegn på kræft. Langt færre er klar over, at uforklarlige svedeture om natten eller et sår, der ikke vil hele, også kan være kræftsymptomer, og at man derfor bør gå til lægen.

Symptomer på kræft

Resultaterne stammer fra en undersøgelse blandt 3.000 tilfældigt udvalgte danskere på 30 år og derover. De er blandt andet blevet spurgt, om de kan genkende 11 forskellige symptomer på kræft.

Mænd og lavtuddannede kender færrest kræftsymptomer

Undersøgelsen viser, at personer med lav uddannelse og lav indkomst er mindre tilbøjelige til at genkende symptomer på kræft end mennesker med højt uddannelsesniveau.
Undersøgelsen viser også, at mænd genkender lidt færre kræftsymptomer end kvinder.

Læs mere: Uddannede lever et længere og sundere liv

Viden forebygger kræft

Tidligere studier har vist, at kendskabet til kræft har stor betydning for, om folk søger læge og deltager i screeninger, der skal opdage kræft på et tidligt stadie. Ligesom det er nødvendigt at kende risikofaktorerne for selv at gøre noget for at forebygge sygdommen.

Studiet er lavet af forskere på Center for forskning i Cancerdiagnostik i Praksis ved Aarhus Universitet og er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift BMC Cancer.

11 symptomer på kræft

  1. En uforklarlig knude eller hævelse
  2. Længerevarende uforklarlige smerter
  3. At bløde, uden at man kender årsagen
  4. Længerevarende hoste eller hæshed
  5. Ændringer i afførings- eller vandladningsmønster
  6. Længerevarende besvær med at synke
  7. En ændring i den måde, et modermærke ser ud på
  8. Et sår, der ikke heler
  9. Uforklarlige svedeture om natten
  10. Uforklarligt vægttab
  11. Uforklarlig træthed

Læs mere: Hold øje med tegn på kræft



Få de seneste artikler direkte i din indbakke