Tænderskæren går udover livskvaliteten

Vågner du med hovedpine om morgenen? Lider du af smerter i kæbemusklerne? Og har du af og til ømme tænder? Så er du måske en af de mange danskere, der skærer tænder. Mere end hver femte dansker skærer tænder, og det anslås, at omkring 300.000 er så generet af det, at det går udover deres livskvalitet

Tænderskæren går udover livskvaliteten

Forskel på hvordan du skærer tænder

Man skelner mellem tænderskæren om dagen (vågenbruksisme) og tænderskæren om natten (søvnbruksime). Når man skærer tænder i vågen tilstand, sker det oftest i form af et tandpres – et længevarende sammenbid af over- og underkæbe, hvor tænderne presses mod hinanden. Om natten skærer man typisk tænder ved at skurre tænderne frem og tilbage hen-over hinanden.

Læs også: Tandsten fossiler i din mund

Nogle mærker ikke noget til det, mens andre døjer med ømme og overfølsomme tænder, smertefulde og ømme tygge- og kæbemuskler, slid af tænder, spændingshovedpine, tand-skader samt træthed. Det kan også være søvnforstyrrende for ens sengepartner, som typisk er den, der i første omgang gør dig opmærksom på, at du skærer tænder om natten.

Mange årsager til tænderskæren

Tidligere troede man, at tænderskæren udelukkende skyldtes et forkert sammenbid, men nyere forskning viser, at tænderskæren kan skyldes mange ting, og at det ofte er en kombination af flere faktorer.
”Det er centralnervesystemet, der afgør det. Forskellige ting kan indvirke på centralnervesystemet og være årsag til, at du skærer tænder, f.eks. stress, anspændthed, aggression, fysisk anstrengelse og jetlag,” forklarer Peter Svensson.
Alkohol, koffein, nikotin samt bestemte former for medicin, f.eks. antidepressive, kan også øge risikoen for, at du skærer tænder om natten, fordi de påvirker balancen i centralnervesystemet.

Læs også: Danskere er nordiske mestre i tandsundhed

Tænderskæren kan behandles

Hvis du oplever symptomer på, at du skærer tænder, er det en god idé at gå til tandlægen. Tandlægen kan ikke stille diagnosen med 100 procent sikkerhed, men kan undersøge dine tænder og muskler og stille dig nogle spørgsmål, som kan afklare, om du sandsynligvis skærer tænder.

Forskellige behandlingsmuligheder

Der er forskellige behandlingsmuligheder. I nogle tilfælde vil tandlægen f.eks. lave en bidskinne som tandbeskytter, så du ikke slider på tænderne om natten. En bidskinne kan dog ikke fjerne årsagerne til, at du skærer tænder. I andre tilfælde vil tandlægen instruere dig i afspændingsøvelser, som fokuserer på afslapning af underkæben.

Det kan du selv gøre når du skærer tænder

  • Spørg din tandlæge, som kan se, om der er tegn på, at du skærer tænder. 
  • Få kvalitetssøvn - få nok og uforstyrret søvn. 
  • Undgå eller moderer dit indtag af alkohol, specielt inden sengetid, da alkohol forstyrrer søvnen.
  • Undgå eller moderer rygning og kaffe, som kan påvirke kroppens naturlige søvnmønster.
  • Undgå stress.
  • Brug afspændingsøvelser – spørg din tandlæge eller eventuelt en fysioterapeut.
  • Vær opmærksom på dine kæbevaner. Hvis du f.eks. har tendens til et sammenbidt udtryk, så øv dig i at slappe af i kæberne og hold læberne sammen – ikke tænderne. 
  • Notér hvilke smerter du vågner med om morgenen – f.eks. hovedpine og kæbesmerter. Det gør det nemmere at finde årsagerne til, at du skærer tænder.

Kilde: Peter Svensson, professor i Klinisk Oral Fysiologi ved Tandlægeskolen på Aarhus Universitet

Denne artikel er lavet i samarbejde med Tandlægeforeningen



Få de seneste artikler direkte i din indbakke