Tag hånd om den hårde hud

Hård hud er kroppens måde at beskytte huden mod tryk. Derfor er det ikke nok at fjerne den hårde hud, årsagen skal findes. Ellers vil den hårde hud blot blive gendannet efter et stykke tid.

Tag hånd om den hårde hud

 Når du vil tage hånd om din hårde hud, gør du klogest i at forebygge, at den dannes ved dagligt at indarbejde disse gode rutiner:

Gode rutiner mod hård hud

  • Skyl dine fødder hver dag.
  • Hvis du ikke kan undvære fodbad, så tag et kort et af slagsen i tempereret vand af fem minutters varighed. Undlad salt, da det tørrer huden ud. Har du diabetes, neuropati eller kredsløbsproblemer, skal du dog helt undgå at tage fodbad, da du kan skade dine fødder.
  • Afslut dit bad med at skrubbe tør hud væk med en neglebørste, køkkensvamp eller pimpsten.
  • Tør fødderne grundigt efter badet - husk at tørre mellem tæerne.
  • Afslut med en god fodcreme, der passer til din hudtype og behov.
  • Smør fødderne ind i en fed fodcreme ved sengetid.
  • Vælg en sko med fast hælkappe, der samtidig sidder godt fast på foden.

Hvis ikke rutinerne rækker, eller du allerede har hård hud, bør du søge professionel hjælp hos en fodterapeut. Her vil du få beskåret den hårde hud, som er den eneste rigtige måde at fjerne det på.

Læs også: Pas ekstra godt på fødderne hvis du har diabetes

Sko kan være synderen

Fodterapeuten vil også kunne analysere din gang, fodstilling og anatomi for at se, hvor årsagen til den hårde hud er. Derudover vil fodterapeuten gennemgå dit fodtøj, dine bevægelsesrutiner og daglige aktiviteter med henblik på at fastslå om problemet opstår i den sammenhæng.

For eksempel kan hård hud oven på tæerne skyldes, at skoene er for lave i snuden, så tæerne støder mod, når du går. Det kan også skyldes, at din fod har ændret form, og du derfor ikke længere går naturligt. I den situation har du behov for et indlæg til at støtte din fod, så den atter kan fungere efter hensigten.

Ligtorne er også hård hud

Ligtorne er hård hud, der er presset sammen. Ligtorne skal forebygges på samme måde som den hårde hud og bør fjernes professionelt, når de først er opstået. Undgå ligtorneplastre og kradse ligtornemidler, da de blot ødelægger huden.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke