Tandlægen kan opspore diabetes

Symptomerne på type 2-diabetes kommer ofte snigende ganske langsomt, og mange tænker derfor ikke på at gå til lægen for at blive tjekket.

Tandlægen kan opspore diabetes

Op mod en kvart million danskere har type 2-diabetes uden at vide det. De har dermed en forhøjet risiko for bl.a. blodpropper og nyreproblemer.

Tandlægerne kan spille en vigtig rolle i forhold til at opspore de mange uvidende diabetikere, så de kan komme i den rette behandling. Tandlægeforeningen har derfor meldt sig under fanerne hos Diabetesforeningen i opsporingsindsatsen.

Antallet af diabetikere er tidoblet på ti år, og det mærkes allerede på tandklinikkerne, hvor flere og flere patienter oplyser, at de har diabetes. Men det er ikke alle, der er klar over, at de lider af sygdommen, og det kan have fatale følger for den enkelte.

En diabetespatient, der ikke er i behandling, har nemlig øget risiko for bl.a. blodpropper og nyreproblemer, og i værste fald kan vedkommende dø af det.

Læs mere: Sygdomme kan spottes i spyt

Type 2-diabetes kommer snigende

Symptomerne på type 2-diabetes kommer ofte snigende ganske langsomt, og mange tænker derfor ikke på at gå til lægen for at blive tjekket. Men et af symptomerne er paradentose, og da de fleste kommer jævnligt hos tandlægen, kan tandlægen komme til at spille en vigtig rolle i forhold til at opspore de mange uvidende type 2-diabetikere.

Faktisk er diabetes en af de almensygdomme, hvor sammenhængen mellem sundhed i mundhulen og den almene sundhed kommer tydeligst til udtryk. Desværre bliver tænder og mund ofte overset i den information, som gives til diabetikere.

Her fokuseres der i stedet på nyrer, hjerte og følgesygdomme i øjne og fødder. Derfor er Tandlægeforeningens Sundhedsudvalg meget glade for nu at have etableret et samarbejde med Diabetesforeningen.

Formanden for sundhedsudvalget, Karsten Møller, appellerer samtidig til, at læger, sundhedsplejersker og andre husker tænder og mundhule, når de rådgiver om diabetes.

Kilde: Tandlægeforeningen

Læs mere: Fortæl det til din tandlæge



Få de seneste artikler direkte i din indbakke