Tandlægeskræk er en folkesygdom

Fire ud af ti voksne danskere er bange for at gå til tandlæge. For tusindvis er skrækken en decideret fobi, der udover alvorlige tandproblemer også ødelægger deres sociale liv på grund af skam

Tandlægeskræk er en folkesygdom

Tanken om det stærke lys i ansigtet, den skarpe lugt af fluor og følelsen af koldt metal mod tandkødet får mange danskere til at frygte det næste tandlægebesøg. Ifølge Rod Moore, dr.odont. og projektleder ved Forsknings- og BehandlingsCenter for Tandlægeskræk ved Tandlægeskolen i århus, lider godt 40 procent af Danmarks voksne befolkning i større eller mindre grad af tandlægeskræk.

"Fire procent har det, man betegner som en decideret fobi, hvor skrækken og flovheden over at vise sig ved tandlægen er større end smerten. Seks procent betegnes som moderat angste og hader tandlægebesøget, men er i stand til at få sig selv til tandlæge en gang i mellem, hvis de har problemer. Yderligere 30 procent har tandlægeskræk i mindre grad, men er i stand til at undertrykke det, så de kan gå til regelmæssige tjek," fortæller han.

Læs mere: Mange unge springer tandlægen over

Grundlagt i barndommen

For de fobiske og moderatangste personer, der tilsammen udgør 10 procent af den voksne befolkning, gælder det for tre ud af fire, at deres tandlægeskræk blev grundlagt, inden de blev 12 år. Ifølge Rod Moore oftest på grund af en smertefuld oplevelse, der nødvendigvis ikke er en fysisk smerte.

"Vi ved fra undersøgelser, at mange voksne med tandlægeskræk oplevede et traumatisk tillidsbrud i forbindelse med et eller flere tandlægebesøg som børn, hvor de på grund af tandlægens manglende pædagogiske evner havde en ubehagelig oplevelse," siger Rod Moore, der forklarer det med, at tandlæger har haft en tendens til ikke at lytte til børn, når de var bange, fordi man havde opfattelsen af, børn klynker uanset hvad, de udsættes for. Samme årsag gælder muligvis for de 30 procent af befolkningen, der lider af tandlægeskræk i mindre grad, men det er dog aldrig blevet videnskabeligt undersøgt.

Læs mere: Hos tandlægen: Er du grøn, gul eller rød?

10 gode råd mod tandlægeskræk

1. For det første skal du erkende din angst og ikke gemme den af vejen. Det er ikke flovt at være bange. Der er mange, der har det på samme måde som dig.

2. Vælg en tandlæge, som du har sympati for, og som har forstand på behandling af mennesker med angst for tandbehandling. Fortæl, hvorfor du er bange, og hvad du er bange for. Hvis tandlægen ikke forstår dine problemer, så skift tandlæge.

3. Forbered dig til tandlægebesøget ved at indøve afspændingsøvelser, som du også skal bruge under behandlingen. Prøv eventuelt også, om musik kan hjælpe dig. Det kan være speciel musik til afspænding eller bare din egen musik, som du kan få indspillet på eksempelvis en discman eller en MP3-afspiller og tage med til tandbehandlingen.

4. Mød altid veludhvilet og afstresset op til behandling. Vælg helst behandlingstider om formiddagen og kom i lidt god tid (5-10 minutter før).

5. Få regelmæssige og hyppige konsultationer hos tandlægen. Helst hver tredje måned, så du kommer ind i en god rytme. Overhold mødetidspunkterne fra gang til gang og meld ikke afbud!

6. Stil krav til tandlægen. Lav en aftale om, hvad behandlingen skal omfatte, hvordan den skal forløbe, hvor meget det haster, og hvor meget den skal koste.

7. Sørg for at få de pauser under behandlingen, som du behøver. Fortæl tandlægen, hvis du er/bliver bange, og hvis det gør ondt. Hvis du sveder i hænderne, så bed om en serviet og få dem tørret.

8. Hvis du ikke kan klare behandlingen, så bed om en lokalbedøvelse eller lattergas. Det kan også være nødvendigt at få et beroligende middel inden behandlingen.

9. For nogle mennesker kan det være en hjælp at følge med i behandlingen. Du kan derfor godt bede tandlægen om et håndspejl, hvis du gerne vil se, hvad der bliver lavet.

10. Spørg altid, hvis der er noget i behandlingen, du ikke forstår, eller noget, du vil vide nærmere besked om.

Mister kærester og job

For nogle patienter er det nødvendigt at gennemgå et terapeutisk forløb, inden de kan få sig selv tilbage i en tandlægestol. Det gælder især de fire procent af befolkningen, der er fobisk angste og ikke har været til tandlæge i mange år. Mange har massive tandproblemer eller kun tandstumper tilbage, når de endelig viser sig hos tandlægen.

"Jeg møder folk, der fortæller, at de melder fra til jobsamtaler eller har mistet kærester eller ægtefæller, fordi de er flove og skammer sig over deres tænder," fortæller Rod Moore, der betegner folk som fobiske, når de ikke har været til tandlæge i mindst fire år på grund af skræk og skam.

Den gode nyhed er, at tandlægeskræk kan behandles. Det ved tandlæge og psykoterapeut Rikka Poulsen, hvis speciale er at kurere patienter for tandlægeskræk. "Er man så bange, at man ikke har været til tandlæge i mange år og er hæmmet socialt på grund sine dårlige tænder, så er det første skridt mod behandling, at man fortæller nogen om det. En, som man stoler på, og som man ved, vil tage det seriøst," fortæller Rikka Poulsen, der også anbefaler, at man tager en ven med, når man skal til tandlæge igen efter mange år.

Læs mere: Lak erstatter tandlægeboret

30 år uden tandlæge

Hendes erfaring er, at patienter med tandlægeskræk ofte tror, at de er alene om problemet. Derfor handler det om at forklare de patienter, der tager det næste skridt og henvender sig til tandlægen, at problemet er ganske udbredt, og at langt de fleste kan blive deres skræk kvit. Til det har hun udviklet et effektivt fire-trins-program, hvor første trin er mindst en times samtale, hvor hun sammen med patienten prøver at finde årsagen til skrækken og på at aflære de negative reaktionsmønstre, som personen har ved tandlægebesøg.

"Næste gang undersøger jeg patientens tænder, og vi lægger sammen et behandlingsforløb. De næste to gange går vi så langsomt frem med behandlingen, og det virker utroligt godt," siger Rikka Poulsen.

Hun fortæller, at det højeste antal samtaletimer, hun har brugt med en patient, er syv.

"Men han havde heller ikke været til tandlæge i 30 år."

dyrt at blive væk fra tandlægen

Hver uge udebliver cirka 6.800 danskere fra aftalte tandlægekonsultationer. Men på grund af manglende undersøgelser på området kan man ikke vide, hvor mange af udeblivelserne, der skyldes tandlægeskræk. Mange folk med tandlægeskræk kommer dog til tandlæge, når smerten bliver stor nok, men udebliver fra de følgende konsultationer, fordi de ikke længere har ondt. Udeblivelserne fra de forebyggende konsultationer betyder ofte i sidste ende, at man skal gennemgå konserverende tandpleje, der både er dyrere og ubehageligere for patienten.

 

Der findes en hjemmesiden for folk med tandlægeskræk, hvor man søge hjælp, og læse gode råd og beretninger folk i samme situation som en selv.

 

Se mere på www.odontofobi.org



Få de seneste artikler direkte i din indbakke