Træningsnarkomani

Motion er godt for krop og sjæl. Men for nogle udvikler træning sig til et misbrug, hvor nok aldrig er nok. Danmarks første videnskabelige undersøgelse om træningsafhængighed afdækker motionsmedaljens bagside

Træningsnarkomani

”Træningsafhængighed kan føre til de samme reaktioner som hos misbrugere med abstinenser. Man er aldrig tilfreds og vil hele tiden have mere.” siger psykolog og forsker Mia Beck Lichtenstein fra Syddansk Universitet, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling, som fokuserer på danske motionister, der er afhængige af træning.
”Hvis livet kun handler om træning, pulsure og stenalderkost, kan det have alvorlige konsekvenser,” fortæller Mia Beck Lichtenstein, der i sin afhandling fokuserer på motionister, der enten dyrker fitness eller spiller fodbold.

Og ud af de 600 spørgeskemadeltagere viser det sig, at cirka seks procent udviser risiko for træningsafhængighed. Og lidt overraskende for forskeren selv, så viser undersøgelserne, at træningsafhængighed er næsten lige så udbredt i fodbold som i fitness.
”Alder og køn spiller også en rolle,” siger Mia Beck Lichtenstein.
”Hvis du er mand og under 40 år, så øger det din risiko.”

Læs også: En misbruger er gift for venner og familie

Hvornår er man træningsafhængig?

Træningsafhængighed betyder ikke, at man træner tre gange om ugen og er tilfreds med det. Man er aldrig tilfreds med mængden og vælger træning over familie, arbejde, venner og helbred. Forskellen på de træningsafhængige og andre motionister er, at de afhængige kun har denne ene måde at regulere dem selv og deres liv på.

”De værst ramte træner to til tre gange om dagen og har aldrig hviledage. Træningen giver et endorfinkick, og det en måde at få mening i livet på. Men hvis de ikke får stoppet den ekstreme træning, bliver kroppen nedbrudt,” fortæller forskeren.

Læs også: For megen motion kan føre til træningsafhængighed

Typer der er disponeret for træningsafhængighed

I sin afhandling interesserer Mia Beck Lichtenstein sig også for, hvilke type mennesker, der bliver afhængige af træning. Umiddelbart er der to typer, der er disponeret for træningsafhængighed. Den første type er det perfektionistiske konkurrencemenneske, som lever for at opnå høje mål og hele tiden er på jagt efter vildere mål. Den anden er typisk den ængstelige og triste type med lavt selvværd, som bruger træningen til at håndtere ubehagelige følelser og til at få mening i livet. Forskeren har interviewet mange motionister, og der er flere grunde til, at træningen eskalerer.
”For nogle er det en slankekur, der tager overhånd, for andre er det en depression eller en krise i livet. Hvis der for eksempel er problemer i ægteskabet, så er det altså nemmere at forholde sig til et maraton-træningsprogram end at tage svære beslutninger,” siger Mia Beck Lichtenstein.
”Men det der måske var løsningen på problemet i starten ender med at blive problemet i sig selv.”

Læs også: Sara løb maraton med en brækket fod

Træningsabstinenser og konsekvenser

Psykologisk set kan træningen give en følelse af frirum, kontrol og identitet. Den bliver brugt som en løsning på alt. Derfor magter den træningsafhængige ofte ikke selv at reducere mængden af træningen, og hvis de forsøger, så kan reduktionen føre til de samme reaktioner, som man ser hos misbrugere med abstinenser.
”Det vil føles som et enormt afsavn og føre til rastløshed, uro, vrede og søvnproblemer. Og det er også derfor, det er svært, hvis de får en skade. For så er de tvunget til ro, og så kan de få abstinenser og også mærke det, som de flygter fra.”

Familien betaler prisen

Alligevel har Mia Beck Lichtenstein oplevet, at mange af de træningsafhængige fortsætter træningen trods skader.
”Jeg har set løbeskader, brækkede knogler, infektioner og nedsat immunsystem. Det mest skræmmende eksempel jeg har oplevet, var en kvinde med et så ødelagt immunsystem, at hun ikke engang kunne klare en almindelig forkølelse. Så er det altså galt. Men en af de mest alvorlige konsekvenser er stadig efter min mening, at det går ud over familie, børn, ægteskab og arbejde.”

Søg hjælp til at styre træningen

Hvis det kun er familien, der ønsker forandring, så er det ifølge forskeren svært at gøre noget ved træningsafhængigheden. Hvis man når dertil, hvor man selv synes, træningen har taget overhånd, så skal man indstille sig på, at vejen ud af afhængigheden er en lang og sej kamp.
”Skær ned på træningsmængden og intensiteten og forsøg at lægge hviledage ind. Forsøg så at lave andre ting, som også kan give velvære, glæde og mening i livet,” opfordrer Mia Beck Lichtenstein. ”Og få lavet regnskabet: Hvad vinder jeg ved det her, og hvad taber jeg?”
Samtidig påpeger forskeren, at det er vigtigt at have nogen med på sidelinjen, for det bliver svært.
Måske en løbecoach, som kan styre træningen. En, som har viden om det. En, der kan finde grænsen. Eller en psykolog.
”Jeg håber, at der etableres et behandlingstilbud i det offentlige sundhedsvæsen. For det findes ikke endnu. Hvis man er træningsafhængig, er man selv nødt til at opsøge en privat psykolog. Og jeg er ret sikker på, at der i de kommende år vil komme flere og flere træningsafhængige til.”

Syv symptomer på træningsafhængighed

  • Din træning er det vigtigste i livet.
  • Du øger konstant din træningsmængde, men er ikke tilfreds.
  • Du får abstinenser, hvis du mister et træningspas.
  • Du er ude af stand til at reducere træningsmængden.
  • Din træning medfører problemer med familien.
  • Du bruger træning som eneste løsning på problemer.
  • Du træner på trods af sygdom og skader.


Få de seneste artikler direkte i din indbakke