Ud og leg – foråret er på vej!

Selv om vi endnu har dage så kolde, at man tror julen er på vej, er det faktisk forår. Og ja, dagene bliver gudskelov længere og længere, og dermed bliver muligheden for at komme ud og lege også bedre

Ud og leg – foråret er på vej

Flyverdragt og forårsjakke

Mange mindre børn reagerer ikke på, at de har det for varmt eller for koldt, når de leger udenfor. Derfor bør den rette påklædning være et opmærksomhedspunkt for forældrene. Her i foråret er der lune dage, hvor man næsten tror, at NU er det slut med flyverdragten og vinterstøvlerne. Men bedst som man overvejer, at gemme vinterudstyret langt væk, er der igen brug for det.

Mangel på varmt tøj er en hindring for at både børn og voksne nyder at lege udenfor. Så det er en god beslutning, at have både forårs- og vintertøjet indenfor rækkevidde, når I skal ud og lege.

Læs også: Leg løb med dine børn

En bold i lommen

Udendørsleg udvikler dit barns bevægelser – især hvis du giver det udfordringer. Det at komme ud og løbe/gå på ujævnt terræn styrker blandt andet balancen. Nogle børn er ikke begejstrede for lange gåture. Det kan skyldes, at de bruger megen energi på at gå, orientere sig, holde balancen m.m., men langt de fleste børn, der ikke gider at gå, er både utrænede og lidt dovne. De gider ikke at gå længere ture. Her kan en mindre bold, f.eks. en tennisbold gøre underværker.

Selvfølgelig skal du være opmærksom på, at der ikke er farer fra biler eller lignende, når I triller eller sparker til bolden. Men når barnet løber efter en bold for endnu engang at kaste eller sparke den fremad, kan det være med til at gøre gåturen til en sjov leg.

Se på dyr

En tur til Zoo kan være hyggelig, men mindre kan også gøre det og er tit mere overskueligt både for barnet og den voksnes pengepung. Har I adgang til en have, så tag et spadestik ned i jorden og se efter orme, biller og andre smådyr, der gemmer sig under overfladen. I kan samle ormene i spande, bægre eller andre små beholdere. Og I kan forsøge at fodre dem med blade eller bare studere dem, før I atter slipper dem løs i haven igen. Men indtil da kan I have en god leg, der går ud på at finde den største orm, den flotteste bille osv.

I kan også gå en tur i parken eller skoven og se på fugle. Snak om de forskellige fugle I ser, hvor mange arter osv. Brød til at fodre med er også altid et sikkert hit, hvis man altså må fodre fuglene. Ellers kan I selv hygge jer med at spise en lille madpakke med lidt frugt/ godt brød, - og så bliver der under alle omstændigheder nok lidt krummer til fuglene.

Læs også: Vælger du mobilen eller barnet

Udendørsleg – en vitaminindsprøjtning

At lege udenfor giver god energi, men ikke mindst giver forårssolen dig og dit barn en god mængde af D-vitamin. Er du forårstræt, kan det skyldes mangel på D-vitamin og den vigtigste kilde til D-vitamin hos større børn og voksne er sollys.
Er I ude og lege i solen nogle gange om ugen, i fem til 30 minutter, afhængig af hvor stærk sollyset er, så får I fint dækket jeres behov for sol og dermed D-vitamin.

Men er dit barn under to år, så husk at hun stadig skal have et daglig tilskud af D-vitamin (10 μg D-vitamin) som dråber. Og det gælder også, at alle børn med mørk hud skal have D-vitamin hele barndommen.

Fakta

  1. Det er godt at lege ude flere gange om ugen.
  2. Der er ikke forkert vejr, men forkert påklædning.
  3. Madpakken er god at have med på tur.
  4. En bold i lommen er et dejligt stykke legetøj at have i baghånden.
  5. Solskin 10-20 minutter på ansigt, arme og ben giver et godt ’skud’ D-vitamin.

Kilde:www.sst.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke