Unge astmatikere risikerer at få mere caries

Danske børn, som lider af astma har større risiko for at få huller i tænderne end andre børn. En dansk undersøgelse peger på at astmamedicinen er skyldig, men også forældrene glemmer tænderne, fordi astmasygdommen fylder så meget.

Unge astmatikere risikerer at få mere caries

Syv til ti procent af danske børn lider af astma, og astma er dermed den mest almindelige kroniske sygdom blandt børn og unge. Astma betyder åndenød og er en kronisk betændelsestilstand i luftvejene, som viser sig ved anfald af f.eks. åndenød, hoste eller hvæsende vejrtrækning. Men det er ikke kun astmaen i sig selv, der kan være et ubehageligt bekendtskab. Astmamedicin kan give bivirkninger, som potentielt kan skade slimhinder, spyt og tænder. Man ved f.eks. at en af de hyppigste, lokale bivirkninger ved astmamedicin er mundhulesvamp. Mundhulesvamp er en ufarlig sygdom, som ikke smitter ved fysisk kontakt, men den kan være generende, fordi du kan opleve sviende og brændende fornemmelser, især hvis du indtager stærk mad og stærke drikke.

Læs mere: Mange unge springer tandlægen over

Flere får caries

Mere alvorligt er det, at der er meget, der tyder på, at astmamedicin medfører mere caries blandt børn og unge. Et nyt studie publiceret i Tandlægebladet viser, at børn og unge med astma, som tager astmamedicin regelmæssigt, synes at have en større risiko for at udvikle caries end raske børn og unge.

266 danske børn og unge fra Københavns Kommunale Tandpleje, fordelt på fire årgange, fem, syv, 12 og 15 år, indgik i undersøgelsen. Specielt de 15-årige astmatikere havde mere caries sammenlignet med de raske. Ifølge forskerne kan det hænge sammen med, at de 15-årige har overtaget ansvaret for deres orale helbred fra deres forældre, samtidig med at man ved, at unge får en mere kulhydratholdig kost i takt med, at de får større selvstændighed.

Internationale undersøgelser bekræfter, at børn og unge med astma har en større risiko for at udvikle caries end raske børn og unge og viser desuden, at der er en sammenhæng mellem cariesudviklingen og sværhedsgraden af astma. Personer med svær astma har en højere cariesaktivitet end personer med mild astma – formentlig fordi personer med svær astma tager mere medicin.

Læs mere: Sådan forebygger du tandsygdomme gennem din kost

Forældre glemmer tandsundhed

Hvorfor unge astmatikere har større risiko for at udvikle caries, giver det danske studie ikke noget klart svar på, men forskerne peger på flere mulige årsager. Den vigtigste årsag er formentlig astmamedicinens påvirkning af spytkirtlerne, idet spyt er mundhulens vigtigste beskyttende faktor, specielt over for caries.

Derudover kan sukkerstoffet laktose i medicinen have en betydning. Også forældrene spiller en rolle. De kan have en tendens til at fokusere mere på sygdommen end de komplikationer, som astmamedicinen kan medføre. Og det går ud over tandsundheden.

Gode råd til at forebygge caries 

Som forælder til et barn med astma er der flere ting, du kan gøre for at støtte dit barn i at forebygge caries:

  • Sørg for at dit barn børster tænder med fluortandpasta morgen og aften i to minutter hver gang, og brug om nødvendigt tandtråd eller tandstikker til at holde rent i mellemrummene mellem tænderne. - Spørg eventuelt dit barns tandlæge om instruktion i dette.
  • Børn og unge med astma bør så vidt muligt undgå sukkerholdige drikke som sodavand, juice og saft og i stedet drikke vand. Dette gælder især, hvis barnet lider meget af mundtørhed. Hvis barnet alligevel drikker sukkerholdige læskedrikke, er det en god idé at skylle munden efter i vand.
  • Fortæl tandlægen hvis dit barn tager astmamedicin eller anden medicin.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke