Vær generøs – det betaler sig

Psykolog og teolog opfordrer til gavmildhed – og kamp mod nærighed og smålighed, der blandt andet er med til at skabe depression, ensomhed og dårligt humør

Vær generøs – det betaler sig

Psykolog Anna Bjerre møder mange storsindede mennesker i sit arbejde i non-profit organisationen GirlTalk, som arbejder for at give unge piger mere taletid, støtte og rådgivning. Her er hun helt afhængig af folks gavmildhed, lyst og evne til at give.
”Mange af os finder stor glæde i arbejdet. Vi er drevet af en passion for andre, men vi får masser tilbage - glæde og mening med tilværelsen,” siger hun.
Men hun møder også en del beregnende, nærige og smålige mennesker i hendes arbejde som psykolog.
”Nogle har en blokering, der hedder ’jeg vil ikke undvære noget, så jeg giver ikke mere end jeg får’. Men hvis vi giver, skal vi give det frit. Selv om vi da kan have en forventning om, at det kommer tilbage. Det er ligesom i et parforhold. Vi kan ikke kræve opmærksomhed og kærlighed. Vi kan ytre vore behov, og måske bliver vi imødekommet. Men hvis ikke det gives frit, så har det ingen værdi.
Derfor skal vi vende vore krav til ønsker. For når nogen kræver noget, så bliver vi fastlåste og anspændte i relationen. Det serjeg hele tiden,” fortæller Anna Bjerre.

Læs mere: For lidt søvn kan give unge depression

Giv det videre

Når man er taknemmelig og reagerer ved selv at være givende, når man modtager, så spredes glæden som ringe i vand. 
”Den dér oplevelse af at blive velsignet skal man ’betale videre’ ved at gøre noget for andre. Ikke ved at give tilbage til den, der gav en noget godt uden bagtanke, men til nogle helt andre. Også uden bagtanke. De unge piger, som kommer og får hjælp i min praksis, får hver dag besked på at gøre noget godt for et andet menneske. F.eks. at tage opvasken for mor, eller skrive et brev til mormor. For når vi flytter fokus fra vor egen navle, får vi det bedre,” siger psykologen. Hun mener, at det er vigtigt, at vi lærer børn og unge, at deres indsats for andre gør en forskel.
”Vor selvcentrerethed i den vestlige verden fastholder os let i et usundt jeg-fokus. Vi lever i et lyststyret samfund, hvor der ikke altid er plads til at gøre noget for andre. Selvfølgelig skal vi kende vores mave-fornemmelse for, hvad vi har lyst til eller ej, men følger vi kun lysten vil det være katastrofalt,” understreger Anna Bjerre.

Læs mere: Unge mødre skal være sunde mødre

Trækker ned eller løfter

Nærighed og smålighed låser os fast og trækker os ned. Gavmildhed sætter os fri og det kan være med alt, f.eks. vores tålmodighed. 

”Materialisme er en hårfin balance mellem, at vi ejer ting og tingene ejer os. Vi skal ikke alle sammen leve på en sten, men det er godt med forbilleder. Mother Teresa gav al sin kærlighed og omsorg til dem, der havde brug for det. Hun levede et rigt liv, selvom hun var en lille krumbøjet kvinde,” siger psykologen.
Når vi ikke kan elske uden tanke for at modtage, trænger vi til at arbejde med og forbedre vores egen indstilling.
”Smålighed er et lille fængsel vi bygger os, når vi bliver så beregnende, at vi ikke kan give uden at forvente ting. Alle, der kommer i min praksis, får råd om at give. Hvis vi altid bøjer nakken, kigger os selv i navlen og spørger hvad giver det mig? har vi godt af at løfte blikket og se på, hvad vi kan give til andre. Så udfolder vores univers sig,” forklarer hun.

Kvæl det med kærlighed

Når vi er selvoptagede, nærige og beregnende, så får vi også dét tilbage. De tanker og den adfærd, vi agerer med, mødes vi oftest tilbage med. Mennesker, der udstråler generøsitet, bliver for det meste også mødt med noget positivt fra omverdenen.

”Når du møder det nærige og smålige, så ryst støvet af din kappe og fortsæt uanfægtet. Eller kvæl det med kærlighed og giversind. For jo mere vi forsøger at ændre og opdrage andre, jo mere bliver vi selv fastlåst i det. Fordi vi er mere optaget af, hvordan den anden er og gør i stedet for at være os selv,” siger psykologen.
Hun mener, at vore handlinger råber højere end vore ord, men understreger, at du ikke skal være gavmild for at ændre andre, men fordi det sætter andre fri.
”Hvis en pengerig, men nærig veninde forærer dig en udsalgsvare, som er udgået af produktion og ikke kan byttes, så fred være med det. Slip det, sæt det fri. Nærighed er værst i vores karakter. Du kan være nærig med penge, økonomisk og sparsommelig, men du måles især på, hvad du giver som menneske. Hvordan din tilgang til andre er. Hvordan du er, og hvad du bliver mødt med, har også betydning for dit helbred. Krop og psyke hænger sammen. Det er der masser af evidens for,” tilføjer Anna Bjerre og slutter med at sige, at er du nærig, er det jo så heldigt, at du bare kan ændre på det. Det er dit valg.

Læs mere: Skønhedsguruer skyld i unges inkontinens

At give er et valg

”Nærighed handler ikke nødvendigvis om penge. Du kan også være nærig med dine følelser, din tid og med at give dig selv til andre. Din omsorg, din nærhed, din kærlighed og dit venskab. Når man er nærig og smålig, så har man en førsteprioritet, der hedder: Mig selv. Man vil ikke give noget. Det er meget udbredt, fordi vi dyrker individualismen. Vi sætter os selv i centrum, og vore egne interesser kommer i første række,” siger teolog og forfatter Iben Thranholm.

Selv om de fleste har rigeligt, er der mange, der ikke har overskud eller vilje til at give til andre med mindre det tjener egne interesser.
”Egokulturen har udviklet nærighed uden, at vi er klar over det. Mange vil ikke give, og vi føler ikke, at vi skylder nogen noget. Men der er masser af strålende eksempler på fattige mennesker, der er meget givende. Det er et valg. At velfærdssamfundet og staten sørger for os, har gjort os mere nærige over for hinanden. Ensomhed og depression er de største bivirkninger, vi kæmper med,” mener teologen.
De sociale ydelser og gratis sygehuse har været med til at fremmedgøre os over for hinanden. Vi er så vant til at spørge, hvad kan jeg få? i stedet for, hvad er min pligt over for min næste? og hvad kan jeg gøre? 40 procent af os lever i single-husstande, og det præger samfundet enormt, at vi er så alene. I et samfund er evnen til at give vigtig. Ellers bliver det umenneskeligt.
”Både menneskeligt og åndeligt er Danmark blevet et meget lukket og fattigere land. Børn, syge og gamle overlades til institutioner, hvor mange ikke har en ordentlig og nær kontakt med voksne. Hensynet og omsorgen er ikke længere forbilleder. Det menneskelige element er gået ud,” pointerer Iben Thranholm.

Læs mere: Mange unge springer tandlægen over

Det uselviske smitter

Hun opfordrer til, at vi genopdager nærigheden og smålighedens største fjende, gavmildheden.

”Når man oplever, at nogen giver, så vil man gerne følge det gode eksempel. Ellers ikke. Ingen vil give, når de andre ikke gør. At give af ren omsorg og overskud uden at forvente at få noget igen. Det er det største, man kan gøre. Det er godt at fjerne selvfokus og give til andre. Det føles godt at ofre sig selv. Det er noget af det mest grundlæggende i os,” forklarer hun.
At rage til sig på andres bekostning anbefaler hun til gengæld ikke.
”I dag siger mange, hvorfor skal jeg ofre mig selv? Det får jeg jo ikke noget ud af? Men faktisk kan man få masser af glæde ud af det,” siger teologen. Hun mener, at velfærdsstaten har lært mennesker det stik modsatte af at være givende. 
”Vi skal have, have, have… job, bil, hus, mere i løn. Men folk brokker sig stadig, selv om de får det. I Italien er der en helt anden livsglæde, fordi folk ikke er så fokuseret på det materielle. De er mere afhængige af hinanden, fordi der ikke findes socialkontorer. Det betyder, at de er mere vant til at hjælpe og give, hvilket gøre dem mere tilfredse.”

Venner og familie

”En del vil også selv bestemme, hvornår og hvordan de skal dø, men de vil have samfundet til at hjælpe med det. Aktiv dødshjælp til folk, der ligger som grøntsager, handler også om at undgå afhængighed. Folk vil hellere dø end være afhængige af hinanden,” siger Iben Thranholm.
Hvis det skal ændre sig, skal vi ønske og ville det. Sørge for at det sker. Lige nu sidder den yngste generation foran Ipads, mobiler og computere. Du hører ikke længere ret mange glade børn lege på gaderne, for de isolerer sig foran skærme. Det er en kulturel katastrofe, fordi den menneskelige faktor forsvinder.
”Det er noget, som skal tages op i familierne, som jo er små samfund i sig selv. Forældre må tage kampen op. Vi har brug for en familie-revolution. Mange er bange for at stille krav til deres børn. Men du svigter børnene, hvis ikke du stiller krav til dem som mennesker. De skal lære at give - og også lære at gøre noget, de ikke har lyst til. De skal forstå nødvendigheden af at ofre sig. At opdrage børn efter lystprincippet giver måske tilfredsstillelse i øjeblikket, men senere kan børnene ikke skabe sig en holdbar familie, for de har ikke lært at ofre sig,” siger hun.
Når vi kun har fokus på os selv, får vi et fattigt liv. Det kan godt være, at det kører for os rent materielt, men menneskeligt er vi fattige. Gavmildhed og generøsitet skaber glæde og tryghed. 
”Vi skal lære børn og desværre også mange voksne under 50 år at give mere. Øve sig i at gøre mere for andre. Give noget af sig selv, sin tid, sin dag. Vi trænger til det uselviske, som er det modsatte af det nærige og smålige. Roden af nærighed handler om selviskhed. At fjerne fokus fra sig selv handler ikke kun om moral, men om menneskers lykke. Er der nogen, jeg kan gøre glad? Gøre noget for? Vi tror måske, at når vi får alt det, vi vil have materielt eller statusmæssigt, så bliver vi glade. Men popstjerner dør af overdosis, selvom de har alt det. Tilbedelse fra fans og masser af penge gør os ikke glade. Vi bliver meget mere lykkelige af at give,” tilføjer Iben Thranholm.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke