Veluddannede har øget risiko for solskader

Stillesiddende arbejde og råd til solferier sydpå kan være en uheldig cocktail, viser et norsk studie.

Veluddannede har øget risiko for solskader

Det virker mere logisk, at folk, der arbejder udendørs, har den største risiko for at få hudskader på grund af solen. Men faktisk har højtuddannede og velbjærgede en øget risiko for at få en særlig form for hudkræft, der også kaldes pladeepitelkræft.

Det konkluderer speciallæge og ph.d. Jose Hernán Alfonso fra det norske arbejdsmiljøinstitut, STAMI:

“Vores studie viser, at i de nordiske lande er det erhvervsgrupper med høj uddannelse og høj socioøkonomisk status, som har høj risiko for at udvikle denne form for hudkræft. Det er overraskende, men forklaringen kan være, at højtuddannede udsættes for meget sollys i fritiden i forbindelse med rejser sydpå og andre udendørs fritidsaktiviteter.”

45 ÅRS DATA FRA 13 MILLIONER
Jose Hernán Alfonso har haft adgang til et helt unikt datamateriale, der tæller 12,9 millioner personer fra Finland, Island, Sverige og Norge. Disse personer er blevet fulgt i en periode på 45 år.

Han mener, at man skal være varsom med at konkludere, at personer, der arbejder meget udendørs, har en ringe risiko for at udvikle denne type kræft.

Pladeepitelkræft skyldes i de fleste tilfælde den ultraviolette stråling fra solen, men kan også udløses af andre årsager. 


Omkring 1000 tilfælde af denne kræftform diagnosticeres årligt i Danmark. Den kan sprede sig til lymfeknuder og andre steder i kroppen. Kræften kan ses som en hvidlig knude eller et sår, der ikke heler.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Magasinet Arbejdsmiljø

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke