Vi vil bo sundere

Allergivenlig maling, støvsugerfilter-teknologi, øko-tex og parfumefri produkter er de første spæde tegn på dét, der ifølge livsstilsekspert Henrik Byager gør tierne til 'indeklimaets årti'

Vi vil bo sundere

Det begynder med en ny slags forbrugerskandaler, som fører til en ny form for forbrugerbevidsthed, der igen afføder helt nye produktlinjer indenfor blandt andet møbler og elektronik.

Forbrugerne har allerede i flere år haft fokus på, hvordan fødevarer og til en vis grad kemikalier i tekstiler påvirker miljøet og menneskers sundhed. Næste skridt bliver boligens indeklima. Det forudser livsstilsekspert Henrik Byager.

"De kommende syv år bliver vi mere og mere bevidste om, hvad den nye sofa, interiøret i bilen og indholdet i børnenes skoletasker gør ved os. Især børnefamilierne vil for alvor få øjnene op for, hvordan omgivelserne og forbruget påvirker sundheden," forudser han.

"Ude på arbejdspladserne er det for længst begyndt. Vi hører flere og flere historier om medarbejdere, der får eksem, belastes af afgasning fra byggematerialer, indånder dampe fra printere og den slags. De ting findes jo også hjemme hos os selv, men hvad forbrugerkrav til boliginventar angår, befinder vi os altså stadig på kravlestadiet," siger han.

Læs mere: Astma og allergi hænger sammen

Sådan får du bedre indeklima

  1. Luft ud med gennemtræk to gange dagligt samt under og efter rengøring
  2. Indret dit hjem enkelt. Med et minimum af nips og med glatte, rengøringsvenlige overflader. Undgå for eksempel væg til væg tæpper og overfyldte rum.
  3. Gør som hovedregel rent én gang om ugen i alle rum. Tør vandrette flader af med en hårdt opvredet klud (kun med vand), støvsug og vask gulvet i nævnte rækkefølge
  4. Brug kun rengøringsmidler, når det er strengt nødvendigt, dosér dem korrekt og vælg mærker uden overflødige stoffer som eksempelvis parfume
  5. Undgå sprayflasker, da de spreder rengøringsmidler/plejemidler i luften, hvor de kan genere luftvejene
  6. Sørg for at støvsugeren kører dér, hvor der lige er støvsuget. Det forhindrer, at du hvirvler partikler rundt i luften

Det sker lige nu

At kernesunde Ninka-Bernadette Mauritson netop nu kalder til kamp imod giftstoffer fra bl.a. plast i nærmiljøet, er blot et af flere tegn på en nært forestående sundhedsrevolution, spår han. Den type skandaler kommer til at stå i kø, og når først det går op for folk, hvilke bivirkninger forbrugsgoderne har, vil det føre til nye forbrugsmønstre, nye varelinjer og i sidste ende måske endda ny lovgivning.

"Ikea har formentlig allerede set tegnene og gjort klar til en helt ny serie møbler, der enten slet ikke påvirker vores helbred og miljø, eller gør det i mindre grad. Ikea plejer at være ret hurtige og konsekvente med den slags. Store kæder som H&M og Zara skal man nok også holde lidt øje med. For når vi bliver bevidste om, hvor kemikalierne fra tekstilproduktionen ender henne, vil giftfrie kollektioner blive en uvurderlig konkurrencefordel," siger Henrik Byager.

Læs mere: Stearinlys og stegeos truer din sundhed

21 timer af døgnet indendørs

Ifølge Astma & Allergiforbundet tilbringer den moderne dansker i dag 90 procent af sin tid indendørs. Hver femte dansker har i dag allergi og Statens Institut for Folkesundhed forventer, at yderligere 800.000 vil få allergi inden 2020.

De fleste husstande får med andre ord jævnligt besøg af mindst en allergiker, så indeklima er allerede på forbrugernes dagsorden, siger Henrik Byager.

"Især børnefamilierne vil efterspørge de produkter, der belaster vores sundhed og miljø mindst muligt," siger han og forudser, at tierne vil blive husket som "indeklimaets årti".

"Vi vasker os og gør rent i Änglamark, Tusindfryd og svanemærkede produkter. Måske har vi en gammel dunk med Cillit Bang stående allerbagerst på hylden. Til det grove. Men vi ved godt, der er noget skidt i, og når vi får øjnene op for, hvad det betyder for os, bliver de skånsomme produkter en selvfølge og måske ligefrem påbudt med lov. På samme måde som phthalater og transfedtsyrer begynder det med en forbrugerskandale og sætter kædereaktioner i gang. Meget tyder på, det her kommer til at gå rigtig stærkt. Vi bliver jo flere og flere kontordyr, der tilbringer det meste af livet indendørs," siger han.

Om det bliver sofaen fra 2013, køkkenskabene, tæpperne eller den bærbare PC, der ryger først ud, vil Henrik Byager ikke byde på.

"Men vi kommer helt sikkert til at se med helt nye øjne på de ting, vi omgiver os med derhjemme ," siger han.

Milliarder at tjene på hjemmets indeklima

Den, der opfinder en effektiv, billig, miljøvenlig og gerne dekorativ luftrenser til privatboliger, lægger årtiets guldæg

At indeklimaproblemer er i stigning og tiltrækker sig opmærksomhed, behøver man ikke være fremtidsforsker for at se. Det siger økonom og fremtidsforsker Anders Bjerre fra Instituttet for Fremtidsforskning, der gennem 20 år specialiseret sig i danskernes boliger, forbrug og sundhed. Gennem alle årene er det gået støt tilbage for indeklimaet og frem for indeklimabetingede livsstilssygdomme som allergi, konstaterer han.

"Nu er allergi jo mange ting, men meget tyder på, at i hvert fald en del af årsagen er et klinisk rent, men dårligt ventileret indendørsliv. Et livsstilsfænomen, der især rammer os I de rige lande. Folk, der er meget udendørs – om de så er vokset op i en polsk kulmine i 60'erne – får jo netop ikke allergi," konstaterer han.

Læs mere: Hovedpine hos børn og unge er et stigende problem

Stigende behov for avanceret ventilation

"Vi ved godt, at vi skal lufte ud derhjemme. Grundigt og flere gange dagligt. At en familie på fire afdamper ca. 10 liter vand til boligen i døgnet og at flere forskellige skimmelsvampe trives i sådan et fugtigt miljø. Men husker vi det så I hverdagen? Det er der jo ikke meget, der tyder på, og derfor vil den, der opfinder en effektiv, billig, miljøvenlig og gerne dekorativ luftrenser til privatboligen komme til at tjene milliarder," spår Anders Bjerre.

Faktisk undrer det ham, at løsningen på danskernes indeklimaproblemer ikke allerede er i handlen.

"Ingen tvivl om, at behovet for frisk luft i boliger vil stige. Også selv om genveks-anlæg i dag er standard i nyt byggeri. Dels er det meste af boligmassen jo af ældre dato, dels bliver de energiøkonomiske krav til nybyggeri skærpet i både 2015 og 2020. Husene bliver tættere og tættere. Folk bliver mere og mere allergiske. Selv i nyt byggeri kan der hurtigt vise sig yderligere behov for frisk luft," siger han.

"Det kunne f.eks. være en plante af intelligent tekstil, der kan stå i vindueskarmen og suge skadelige partikler, gasser og skimmelsvamp til sig. Eller en robotstøvsuger, der både fjerner allergener og almindeligt skidt, mens beboerne er på arbejde. Teknologierne er her for så vidt allerede. De skal bare ud til forbrugerne," siger Anders Bjerre.

10 TING der PÅVIRKEr INDEKLIMAET NEGATIVT:

  1. Nye tekstiler (herunder tæpper og møbler)
  2. Rygning
  3. Skimmelsvamp
  4. Elektronik
  5. Rengøringsmidler
  6. Parfume
  7. Radon
  8. Fugemidler
  9. Midler mod insekter, svampe mv.
  10. Maling og lak

 

Kilde: Astma-Allergi Danmark



Få de seneste artikler direkte i din indbakke