Vinteren gør din hud tørstig

Om vinteren er luften ofte tør både inde og ude, og det går ud over fugtbalancen i huden. Derfor skal huden have masser af fugt, for fugtlaget fungerer som overtøj for huden og beskytter mod vejr, vind og indeklima

Vinteren gør din hud tørstig

Man kan næsten ikke undgå, at huden bliver påvirket af vintervejret. Selv om man hverken er friluftmenneske eller tager cyklen til jobbet, så reagerer huden alligevel:

"I vinterhalvåret ændrer luftfugtigheden sig, og det kan typisk give rødme, en følelse af stram og tør hud og måske kløe. Kulden kan også give karsprængninger. Bare tænk på anlægsgartnere og skilærere, som ofte har en rødmosset hud eller læderhud fra sol, vind og kulde," forklarer kosmetologen Helle Thorup og understreger, at det ikke behøver at være mere end lige under frysepunktet for, at man kan få frostskader.

5 fif til sund vinterhud

  • Brug en fugtgivende ansigtscreme – gerne med solfaktor.
  • Husk handsker når du er ude.
  • Luft regelmæssigt ud. Så bliver indeklimaet knapt så tørt.
  • Få masser af grøntsager og omega 3 olier.
  • Husk masser af fugt til kroppen efter lange og varme bade.

Læberne er oftest der, hvor man først kan mærke udtørringen, og de fleste kender kun alt for godt følelsen, når man fugter læberne med tungen. Det bliver det kun værre af.

Så en god læbebalsam er ikke så svær at huske. Men kroppen har også brug for masser af ekstra fugt, både indefra og udefra.

Læs også: Din hud afslører dit helbred

Giv huden vand og Omega 3

En god og plejende fugtighedscreme i ansigtet og på kroppen hjælper på fugten, men man kan også pleje huden indefra ved at spise på en måde, så huden klarer vinteren bedre.

Den amerikanske farmaceut og doktor i dermatologi Howard Murad har et mantra, der hedder 'Eat your water'. Vand er nemlig det vigtigste hudplejemiddel til at holde cellemembranen i huden stærk og sund, så den kan holde på vandet og undgå for tidlig ældning og udtørret hud.

"Det hjælper ikke at drikke otte glas vand om dagen, for det løber blot lige igennem kroppen. Men vand i rå grøntsager og frugt optages af cellerne. Desuden er et godt tilskud af omega 3 olie også godt, da det smører indefra. Forskellen er markant og mærkes virkelig efter cirka en måned," lover hudspecialisten.

Smør hele kroppen

Om vinteren bliver luftfugtigheden lav. Indenfor er luften tør og statisk, fordi vi varmer op, og det får fugten i hjemmet til at fordampe. Jo koldere luften er udenfor, desto mindre mængde vanddamp indeholder den.

Den tørre luft trækker så at sige fugten ud af huden, og når huden mister sin naturlige fugt, der fungerer som en beskyttende barriere, får man nemmere en irriteret hud. Blæst forstærker derudover fordampningen fra huden og hjælper til med at udtørre huden.

Husk børnenes hud

Mange forældre glemmer børnenes hud. De er ofte mere udenfor end voksne, og kinderne er jo ikke pakket ind.

Småbørn får ofte kuldeknopper på kinderne, som føles lidt hårde, og som kan klø. Derfor er det vigtigt med en god og mild creme.

 Så jo koldere og mere blæsende det er, des mere fugt skal huden have, hvis man vil undgå rødme og kløe i ansigtet og på hænderne og på resten af kroppen.

"Kroppen kan selvfølgelig også blive tør og specielt skinnebenene kan blive meget tørre om vinteren. Tager man ekstra lange og varme bade, udtørrer huden. Her er det en god idé, at man børster kroppen et par gange om ugen og bagefter smører huden ind i en blanding af bodylotion og kropsolie, mens huden stadig er fugtig efter badet. På den måde får man bundet mest mulig fugt til huden, efter at døde hudceller er blevet børstet af," forklarer Helle Thorup.

Hun anbefaler også, at man renser sit ansigt med mildere produkter end om sommeren, så huden ikke mister for meget af sit naturlige fedtlag.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke