Vintermørket rammer kvinder hårdest

Når dagene er korte, er det kvinder og folk under 35 år, der har sværest ved at komme op om morgenen. Det handler om hjernens hormonproduktion, for den er styret af lys, fortæller overlæge i søvn og lys forskning

Vintermørket rammer kvinder hårdest

De næste par måneder er årets mørkeste tid, og hvis du går rundt og er træt og lidt trist, så kan du være en af de omkring 300.000 danskere, der lider af vinterdepression.

"Man skønner, at mindst fem procent af danskerne lider af vinterdepression, og noget tyder på, at flest kvinder og unge under 35 år lider af det. Det ikke lige så alvorligt som en egentlig depression, men det påvirker humøret og ydeevnen. Heldigvis ved man, at vinterdepression kan afhjælpes med lys," fortæller overlægen Gordon Wildschiødtz, der forsker i sammenhængen mellem søvn og lys.

Læs også: Spis dig i højt humør

Lys aktiverer hjernen

Han forklarer, at lyset aktiverer hjernen, der påvirker vores hormonproduktion. Lyset kan både skrue op og ned for forskellige hormoner, og derfor ender mange med at lide af vinterdepression og træthed. De har ganske enkelt for meget søvnhormon og for lidt energihormon.

"Om vinteren, når der er mindre lys, producerer hjernen for meget af stoffet melantonin, som er vores naturlige søvnhormon. Omvendt kan lys også reducerer kroppens produktion af stoffet. Kortisol, der er vores energihormon, bliver der derimod produceret mere af, når der kommer lys," forklarer han.

Læs mere: Vinteren gør din hud tørstig

Snyd det biologiske ur med lysterapi

Ifølge Gordon Wildschiødtz er vores biologiske ur indstillet på 12 tolv timer lys og tolv timer mørke som ved ækvator. Evolutionen har med andre ord ikke fulgt med livsvilkårene for skandinaver. Så hvor kun en procent af sydeuropæerne lider af vinterdepression, er antallet ni procent i Nordskandinavien. Men man kan snyde det biologiske ur ved at komme så meget som muligt ud i dagslys, men man kan også gå i lysterapi:

"Hvis det er overskyet, og man ikke får nok dagslys, så kan man bruge kunstigt lys fra specielle lamper. De benytter hele det naturlige dagslys spektrum, hvilket er meget stærkere end en almindelig lampe, og på den måde kan man selv regulere hormonproduktionen. Men det er mest hensigtsmæssig at gøre det på et bestemt tidspunkt hver morgen, når man vågner. Bruger man lyset om aftenen, bliver man frisk, og så kan det være svært at sove," forklarer han.

Sådan får du lys om vinteren

  1. Ophold dig udendørs så meget som muligt
  2. Indendørs skal du være tæt på vinduer med godt lysindfald
  3. Lad dit soveværelse vende mod øst, så du får morgensolen
  4. Brug stærkt lys om morgenen – helst en speciel lampe skabt til lysterapi.
  5. Rejs på solferie i januar eller februar. Lysets effekt på hjernen giver en positiv langtidsvirkning

 

Kilde: Søvn og lysforsker Gordon Wildschiødtz 

Læs mere: Få en lysere vinter



Få de seneste artikler direkte i din indbakke