Vores tænder er slet ikke så rene

Vores tænder er slet ikke så rene

Vi er slet ikke så gode til at børste tænder, som vi selv tror. Det viser den hidtil største undersøgelse af danskernes tandsundhed – den såkaldte tandundersøgelse ved KRAM-undersøgelsen. Undersøgelsen omfatter 4.402 voksne danskere, og den første af i alt tre delrapporter med resultaterne er nu udkommet. Det viser sig, at kun 29 procent af danskerne har en god mundhygiejne, selv om 81 procent børster tænder flere gange om dagen.

Jo ældre vi er, desto dårligere er vi til at holde tænderne rene. Men selv blandt de unge er der mange, der ikke gør det godt nok. 44 procent af de 18-24-årige deltagere i undersøgelsen havde således en moderat eller ringe mundhygiejne, mens det samme var tilfældet for 81 procent af deltagerne på 75 år eller ældre.

32 procent af deltagerne havde et eller flere huller i tænderne, mens 63 procent af deltagerne havde blødning fra tandkødet som følge af betændelse.

Læs mere: Vi har for mange huller i tænderne

Børsten er den bedste forsikring

"Undersøgelsens resultater understreger, at det er vigtigt, at man går regelmæssigt til tandlæge for at få tjekket sine tænder og få gode råd om brug af tandbørste, tandtråd og tandstikkere. Den bedste forsikring mod tandpine og store tandlægeregninger er at gå regelmæssigt til tandlæge – og så selvfølgelig at have en god mundhygiejne," siger Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg, der opfordrer alle til at prioritere mundhygiejnen højt.

"Danskernes tandsundhed er forbedret betydeligt de seneste 40 år, og det skal vi være glade for. Men den forbedrede tandsundhed kan samtidig have udviklet sig til lidt af en sovepude. Mange især yngre danskere har meget sunde tænder, og en væsentlig del af de unge har aldrig prøvet at få boret i en tand. Det kan måske få nogle til at tænke, at det ikke alligevel ikke er så vigtigt at børste tænderne grundigt to gange om dagen og bruge tandtråd eller tandstikkere. Men det ER vigtigt. Dårlig mundhygiejne kan medvirke til både huller i tænderne, paradentose og andre tandsygdomme," forklarer Freddie Sloth-Lisbjerg.

Læs mere: Sådan børster du bedst dine tænder

Fokus på de unge

Resultater fra tandundersøgelsen vil ifølge Dansk Sundhedsinstitut (DSI) kunne bruges til at planlægge den fremtidige indsats inden for tandplejen. Blandt andet kan det tyde på, at der skal fokuseres endnu mere på unges skift fra kommunal børne- og ungetandpleje til almindelig voksentandpleje. For både for den enkelte og for samfundet er det væsentligt, at unge, der forlader børne- og ungdomstandplejen med sunde tænder, bliver ved med at have en god tandsundhed som voksne," siger tandlæge MPH og projektleder i DSI, Birthe Cortsen.

PAS GODT PÅ DINE TÆNDEr

  • Børst tænder to gange om dagen med fluortandpasta
  • Suppler tandbørstningen med tandtråd eller tandstikkere, så du også holder rent mellem tænderne
  • Gå regelmæssigt til tandlæge/tandplejer, så du får efterset tænderne og opdaget eventuelle problemer så tidligt som muligt.
  • Hjælp dit barn med at børste tænder, fra når første tand bryder frem, til barnet bliver 10-12 år. Først derefter er det motorisk i stand til selv at børste tænderne grundigt nok

Tandundersøgelsen, der er gennemført i et samarbejde mellem Tandlægeforeningen og tandlægeskolerne ved universiteterne i Aarhus og København, er finansieret af tandlægernes fond i Danske Regioner 'Midler til fælles foranstaltninger på tandlægeområdet', Sygekassernes Helsefond, Trygfonden og Tandlægeforeningen.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke