Abort eller ej?

Af Lise-Lotte Hergel

Hun er en sej kvinde på 27 år med en god karriere i det danske forsvar. Hun er ikke en tøsedreng, og hun er vant til at turde sige og mene, hvad hun vil. På den bedste facon. Direkte, tydelig og med en udstråling, der gør én meget tryg ved at vide, at det er sådan en som hende, der skal kunne tage de svære beslutninger i et job som hendes.

Men lige nu er hun knap så klar i spyttet. Hun er blevet gravid, og det var bestemt ikke meningen, for hendes kæreste gennem de seneste fire år er netop taget til Afghanistan. Dagen efter hans afrejse fandt hun altså ud af, at hun er blevet gravid trods mini-piller, som hun har taget punktligt. Fuldstændigt punktligt. Og når hun siger det, så tror jeg hende.

Har før fået to aborter
Hun har tidligere fået to aborter, og så kunne man tro, at hun var mindre påpasselig eller ligeglad. Men det er hun absolut ikke. Det har begge gange været meget uheldige omstændigheder, og begge gange har det været en meget vanskelig beslutning at ende graviditeten. Den sidste abort fik hun for et halvt år siden, og den var forfærdelig for hende, for hun ville egentlig ikke have den abort. Men hun kunne ikke se sig ud af, at det skulle være nu, hvor kæresten skulle udstationeres, at de to skulle være forældre. Hun havde det virkeligt drøjt med at komme sig over aborten, og hun sagde efterfølgende til kæresten, at det gjorde hun aldrig igen. Men nu er hun så alligevel blevet gravid.

Hun har kun kunnet tale med kæresten om det over satellittelefon og på email, og det er ikke de mest optimale omstændigheder til at træffe så stor en beslutning. De har et rigtig godt forhold, og de er sikre på, at de skal være sammen, så den vigtige del af beslutningen er fuldstændig på plads.

Hun er egentlig parat, selv om hun helst havde ventet lidt. Han synes stadig, der er meget, han gerne vil nå, inden de får børn. Han frygter i højere grad end hende, at et barn vil hindre og hæmme deres udfoldelser. De har forsøgt at nå hinanden og en fælles beslutning, men det er virkelig ikke nemt med den afstand, der er mellem dem lige nu. Og den beslutning, de skal træffe, vil aldrig kunne blive et kompromis. De kan ikke få en lille smule barn eller en lille abort. Det er en enten-eller beslutning.

Sønderknust
Hun er tydelig bevæget, når hun taler om sin sidste abort. Vi taler om, at man grundlæggende nødigt skal vælge at få en abort, hvis man er frygteligt meget i tvivl, og at det ikke er en umulighed at få barnet. Ellers bliver det uendeligt drøjt at gennemføre aborten, og hendes sorg bagefter kan blive meget tung. Det kan også blive svært for deres kæresteforhold, hvis hun ikke er fuldstædig afklaret, så hun ikke fremover bebrejder ham beslutningen om at få fjernet barnet.

Hun forstår kæresten så godt, og hun fortæller så fint, at hun nødigt vil have, at han skal føle sig bondefanget. Men det bliver faktisk mere og mere tydeligt, at hendes eget ønske er, at de to skal have barnet, og at en abort vil gøre hende fuldstændig sønderknust.

Jeg spørger hende, om han ved - virkelig er klar over - hvor svært det er for hende at skulle have en abort, og hvor gerne hun vil have barnet efter at have vejet for og imod? Ved han, hvor sønderknust hun vil blive, hvis hun skal gennemføre endnu en abort, mens han ikke kan være der med hende?

Det er hun lidt i tvivl om, for hun er jo sej, og hun er både ansvarsfuld og tydelig, men lige præcis i denne her situation, er hun i krise, og så bliver det langt vanskelligere for hende at vise, hvor ondt hun har lige nu. Men hun er nødt til at risikere hele sin camouflagedækkede røv og vise ham, hvor sårbar og skrøbelig hun er lige nu, og hvor vigtigt det er for hende - hvis det overhovedet er muligt for ham at se sig selv som kommende far til deres fælles barn - at de ikke bare får den abort, der vil koste hende blod, sved og mange tårer.

Hun går hjem for at skrive til ham, og så kommer hun igen i morgen, når de har talt sammen i aften.

Man ærgrer sig ikke over de børn, man får, men over dem, man ikke får.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke