Andropause

Af Lise-Lotte Hergel

Er der noget der hedder mandens overgangsalder? Andropause i modsætning til kvindens menopause? Ja, det er der. Men det er bare ikke så entydigt og så konstant tilstede som kvindens, hvor det er en givet ting, at ægløsningerne holder op på et tidspunkt og menstruationerne ophører, mængden af det kvindelige kønshormon østrogen falder, og så er overgangsalderen en realitet. Hos manden forholder det sig anderledes, for det er langt fra alle mænd, der oplever, at deres mængde af det mandlige kønshormon testosteron ændrer sig markant. Derfor er det langt fra alle mænd, der vil mærke ændringer, som kan stamme derfra.

Han er 53 år og gift på 28. år. De har tre halvstore piger, og han og hans hustru har altid haft et rigtig godt parløb. Han kommer op til mig, fordi han gennem det seneste halve års tid har oplevet en markant mindre lyst til sex. Han og konen har altid haft et endog særdeles dejligt samliv, regelmæssigt med en ret høj frekvens. Både han og hun har virkelig har værdsat og prioriteret sexlivet højt. Det har været det sted, hvor de to altid kunne finde sammen, finde hinanden og hurtigt opnå den intimitet, der altid har strålet ud af dem. Som han beskriver det, så har de altid flirtet og bagt på hinanden, også i hverdagen hvor rigtig mange af andre parforhold med lige så mange år på bagen glemmer det. De har haft en sensualitet og erotik imellem dem, der har gjort deres parløb rigtig rart og rigt. Og det vil han så uendeligt nødigt slippe, men han har bare ikke rigtig lyst...

Elsker stadig hende
Det er ikke sådan, at han ikke længere har lyst til hende. Han har ikke lyst til nogen og heller ikke til sig selv. Han fortæller, at han bare er blevet ligeglad med den del af sit liv, og at han på en måde synes, det er en lettelse, at han ikke bruger så stor en del af tiden på at tænke på sex. Det giver ham en frihed, men tabet i intensiteten af deres samliv og hans kones savn af det gør, at han gerne vil finde ud af, om der kan gøres noget ved det.

Vi taler om hans liv i øvrigt, for hvis der er noget, der kan fjerne lysten, så er det, hvis der er tilpas mange ting, der kræver ens opmærksomhed eller bekymring.

Han synes, han har det rigtig godt. Han er glad for sit arbejde og arbejder ikke for meget, så han synes også, det hænger godt sammen med deres familieliv. Han har et godt netværk, forældrene er raske, og han synes, hans kone er smuk, dejlig og klog. Han har på ingen måde været forelsket eller bare en smule betaget af en anden kvinde, så det er heller ikke det, der sætter en bremse for hans udfoldelser. Han er fysisk meget aktiv, har hverken sukkersyge eller hjerteproblemer, men er faktisk rigtig sund og rask på alle måder. Der er ikke rigtig nogen gode forklaringer.

Kærestetur
Han har egentlig ikke nogle af de andre symptomer man forbinder med mandens overgangsalder som træthed, irritation eller andre sindsmæssige forandringer, nedsat muskelstyrke og ændring af fedtfordelingen med øget fedt på overkrop og mave, udover at han måske synes, han er blevet lidt mere magelig på det seneste, men det synes han, at han genkender hos mange af sine jævnaldrende venner.

Vi tager nogle blodprøver for at se, om der kan være tale om en overgangsalder med nedsat mængde af testosteron foruden nogle andre blodprøver, der kan vise, om det er helt andre ting, vi skal spekulere på. Han vil vende tilbage, når han kommer hjem fra ferie, for han har planlagt en kærestetur med konen uden børn. Så må vi se, om blodprøverne kan give et svar, eller om ferien kan gøre en forskel.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke