Angst

Af Lise-Lotte Hergel

Han er lige midt i livet og har netop rundet de 50 år. Han er usædvanlig faglig dygtig, stolt og arbejder meget. Han er hovedforsørger derhjemme, og selv om han er en travl herre, så prioriterer han at have tid til sine tre sønner, der elsker at være sammen med deres far. Det hænger altså på rigtig mange områder rigtig godt sammen for ham. Men han synes, det er noget tungt at runde de 50.

Han kommer op til mig, fordi han gerne vil have en grundig gennemgang af 'alt hvad du kan finde på', som han siger. Jeg spørger ham lidt ud, om han har nogle specielle ting, som han har mærket på sin krop eller nogle specielle ting, som han kunne frygte at fejle, men han vil bare gerne lige vide, at blodtrykket er i orden, og hvis jeg kan tage nogle blodprøver for diabetes, lever, nyrer osv., så vil han være glad. Vi aftaler at få det gjort, og at han skal komme op til mig igen og få svarene, for selv om han har styr på rigtig mange ting i sit liv, så forekommer han mig at være lidt mere bekymret, end han vil være ved.

Tænker på død og sygdom
Alle blodprøverne er fine, hans blodtryk er formidabelt, og ved gennemgang af hans livsstil må man sige, at han gør alt det, vi læger altid anbefaler. Men denne gang virker han noget mere urolig, selv om alting ser så flot ud.

Jeg spørger ham om, hvordan han har det, og så vælter det ud af ham. Han synes, det er meget svært at runde det skarpe hjørne. Hans far døde som 51-årig, og han synes pludselig, døden kommer nærmere og nærmere. Hvor han altid har ment, at det var naturligt, at det var ham, der stod for hovedparten af indtjeningen til familiens opretholdelse, så synes han pludselig, at det er en tung byrde, at alle er så afhængige af, at han er på toppen. Han har en dejlig kone, der også tjener sine penge, og som han sagtens kan tale med om disse ting. Men han kan godt høre, at hun synes, at det begynder at køre noget rundt for ham, og at han kredser om sygdom og død i en helt anden grad, end han har gjort tidligere.

Nu fortæller han så også, at han synes, at hans vandladning har ændret sig, og at det måske gør lidt ondt, når han tisser, og selv om hans prostataprøve er flot, så kan han ikke slippe tanken om, at han har fået prostatakræft. Ved fintællingen er det den sygdom, han frygter mest af alt. Når jeg går ham på klingen, viser det sig også, at det var den, han i første omgang kom for at få afkræftet, men han kunne bare ikke lide at sige det, for han synes, han er lidt fjollet. Han kan fortælle, at frygten for prostatakræft lige nu fylder stort set hele tiden, og selv når han holder foredrag, så er en del af hans tanker optaget af angsten. Han er virkelig forpint og kan på ingen måde snakkes til ro.

Angsten kommer igen
Jeg henviser ham til udredning for forandringer i prostataen, men alt er i den skønneste orden og lige så snart, at han får den besked, så forsvinder hans gener fra ændret vandladning og smerterne dernede ligeså. Det giver ham ro i et par uger, men så kommer han tilbage til mig og siger, at han nok er nødt til at få hjælp, for angsten er begyndt at køre i ham igen, og han vil bare ikke belaste konen eller sig selv mere!

Jeg giver ham nummeret på den bedste psykolog, jeg kender, som har hår nok på brystet til at kunne give denne mand, der normalt selv har styr på alt, ordentlig modspil og give ham den ro, som han så inderligt behøver.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke