De 'gode' råd....

Af Lise-Lotte Hergel

Det er næsten altid af det smukkeste og kærligste hjerte, at vi føler os kaldet til at komme med gode råd, når dem vi holder af har brug for det. Eller måske nærmere, når vi synes, de har brug for det. Men vi er bare ofte rigtige dårlige til det, og vi ved det ikke engang.

Når vi gerne vil fortælle andre, hvad vi synes vil være den bedste vej for dem, så taler vi meget ofte om os selv og til os selv. Om hvordan vi selv ville gøre, hvis vi stod i samme situation, eller hvordan vi ville ønske, vi kunne handle, hvis det var os selv, der var ramt. Vi har i sagens natur, kun et udgangspunkt, og det er os selv. Vi kender os selv og ved, hvad der virker for os selv, og hvad der ville være rigtig godt for os selv, men udgangspunktet er stadig vores kendskab til os selv, og hvordan vi er skruet sammen, eller hvordan vi ville ønske, vi var skruet sammen.

Foreslog det ene og det andet
Derfor vil de løsningsmodeller, vi serverer for den, vi ønsker at hjælpe, oftest passe som en hånd i en handske til os selv, men kan være rigtig svære at få til at passe på den, vi sidder overfor. Som når et lille barn skal finde det rigtigt formede hul til den rigtigt formede klods i sin putte-kasse. Vi kommer nemt til at foreslå at putte den firkantede klods ned i det runde hul, og det går bare ikke.

Som da jeg netop var startet som praktiserende læge i min egen klinik for 18 år siden, og denne forpinte kvinde kom op til mig, fordi hun var så trist og ensom. Jeg var ung og et eller andet sted overbevist om, at hvis hun bare gjorde, som jeg foreslog, så ville hun hurtigt få det rigtig godt igen. Så jeg knoklede til den ene samtale efter den anden og foreslog roklubben, Kirkens Korshærs butikker, at blive lektiehjælp eller besøgsven og så videre og så videre... Samtidig prøvede jeg ihærdigt at få hende ud at løbe, så hun kunne få energi igen eller bare ud at gå... Hun mødte troligt op uge efter uge uden at gøre, hvad jeg sagde, og uden at hun fik det spor bedre. Efter nogle måneder holdt hun op med at komme, og det kan jeg virkeligt godt forstå, for jeg må have været vældig anstrengende at høre på og absolut ikke særlig god til, nysgerrig efter eller lyttende efter at forsøge at finde de løsninger, der passede til hende.

Fandt selv svaret
Efter et halvt år kom hun op til mig for at fortælle mig, hvor godt hun havde det igen. Og jeg var selvfølgelig meget nysgerrig på, hvad det var, der havde virket for hende. Hvad det var, der bragte hende videre. Hun strålede nemlig ligefrem. Svaret var meget enkelt. Hun havde købt en kiosk! EN KIOSK?!? Det råd var jeg absolut aldrig i livet kommet på.

Nu var der en grund til at stå op om morgenen, og hun mødte så mange søde mennesker, der kommer hver eneste dag, og som hun nu kender på et eller andet plan. Virkelig en god idé, og en fantastisk løsning for hende, men jeg var aldrig kommet på det!

Nogle gange skal vi bare være helt og fuldt bevidste om, hvem det er og for hvem, vi giver de 'gode' råd. Er det for at overbevise os selv om, at vi sagtens ville kunne klare ærterne, hvis det var os, der var ramt? Er det fordi vi har behov for at overbevise andre om, at vi ville være bedre til at finde løsninger, end de er lige nu? Eller er det af et rent hjerte og et rent ønske om at hjælpe og støtte?

Hvis det sidste er tilfældet, så er det måske meget mere vist/klogt, at søge løsningen hos den der kæmper, ved at være den mur der kan spilles bold op ad og løsninger kan afprøves på, i stedet for at vi endnu engang forsøger at levere de løsninger, vi selv ville vælge.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke