Demens

For meget uro i hverdagen gør livet endnu sværere for den demente

 

Af Lise-Lotte Hergel

Han er god til at ordne have. Faktisk er det stort set det eneste han kan finde ud af på egen hånd, og haven er da også et pragteksemplar. Alt er klippet, nusset og passet, og blomstrer på de rigtige tidspunkter i forhold til hinanden, for haven er anlagt dengang han stadig kunne planlægge og arrangere kløgtigt. Det er nu nogle år siden, at han fik diagnosen demens, og indtil videre klarer han og konen sig derhjemme med ekstra hjælp og dagcenter to gange om ugen. Han kan stadig selv tage sit tøj på, men han kan kun finde ud af at vælge hans kansasblå kedeldragt, som han har gået med i årevis. Hver morgen inden han vågner, står hans kone op og forbereder, at han kommer ordentligt i tøjet. Han kan kun finde ud af at tage undertøj på først, hvis hans kone har lagt tøjet frem i den rigtige rækkefølge, så han bare kan begynde i den ene ende og slutte med kedeldragten.
Dagcenteret var han ikke særlig glad for i begyndelsen. Han sad altid indenfor og kiggede ud på havemanden, der passede området omkring dagcenteret, plejehjemmet og genoptræningscenteret, som ligger klods op af hinanden. Men efter han har fået lov til at gå havemanden til hånde, er han glad hver gang han skal afsted. Meget fornemt arrangement og en uendelig godhjertet havemand.

I den senere tid er det dog gået ned ad bakke, og tiden hvor han ikke kan være derhjemme nærmer sig. Det er i stigende grad utrygt, hvis hans kone er hjemmefra og der ikke er andre til at holde øje med ham. Han kan godt klare, hvis tingene går efter nøjagtig samme skabelon, dag efter dag. Så er hun fortsat tryg ved, at han gør det rigtige, men der skal intet til at hylde ham ud af det. Den mindste forandring får ham til at miste alt overblik. Han bliver angst og utryg, fordi han ikke kan søge hjælp eller handle rationelt, som han var så god til i gamle dage. 

Blodprøve var forhøjet
En dag blev han pludselig dårlig og meget forvirret. Det viste sig, at det skyldtes en banal blærebetændelse. Han blev indlagt i en kortere periode og da han var blevet sendt hjem, tog jeg på sygebesøg hos ham. Under indlæggelsen blev der taget en blodprøve, som kunne antyde om der skulle være tegn på prostatakræft. Der var ikke nogen, der havde talt med ham eller hans kone om denne prøve. Nu viser det sig, at prøven er forhøjet og så høj, at der absolut er en øget risiko for, at han har prostatakræft. Hans kone aner ikke, hvad hun skal stille op med resultatet af denne prøve. De er blevet indkaldt til videre udredning, og det vil hun selvfølgelig gerne gøre. Men hun er bange for, hvordan han skal kunne magte det. At skulle møde op på hospitalet til flere undersøgelser, som er ubehagelige og som han ikke vil kunne forstå værdien af. Måske at skulle have en besked, der er alvorlig og hvor hun allerede nu føler, at det er hende der skal træffe beslutninger om en eventuel behandling, hen over hovedet på ham. At han måske skal indlægges og opereres og være væk fra hende, hvilket vil gøre ham angst og utryg. Hun er ked af, at den prøve blev taget, uden, at hun eller han vidste, hvad konsekvenserne kunne blive. Lige nu siger hun, at hun så langt hellere ville have været den blodprøve foruden.

Da jeg er på besøg hjemme hos dem, er han med i begyndelsen af samtalen, hvor han forsøger at forstå, hvad det er jeg prøver at forklare. Men han mister hurtigt koncentrationen, selv om jeg prøver, så pædagogisk som muligt, at forklare ham, hvorfor jeg er kommet.

Vi aftaler, at hans kone er nødt til at involvere deres søn, så han kan tage med dem på hospitalet til den første samtale. Inden den samtale vil både hun og jeg snakke med sønnen, så de begge kan være rustet til at tage snakken med lægerne på hospitalet. Og ikke mindst, at de begge får forklaret hvordan hans liv ser ud nu, så lægerne kan hjælpe dem med at træffe den rigtige beslutning om behandling, der giver mest mening for ham.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke