Demens

Jeg hilser på hende og byder hende velkommen og siger, at det er dejligt at møde hende, når jeg nu har kendt hendes mand længe. Hun kigger spørgende på mig og siger, at hun virkelig ikke aner, hvorfor hun er kommet

Af Lise-Lotte Hergel

Det er første gang, jeg møder hende. Hun er en lille velholdt 86-årig kvinde. Håret er sat. Hun er pænt klædt på, og hun er netop blevet tilknyttet min klinik.

Hun kommer sammen med sin mand. Ham har jeg kendt i de næsten 20 år, jeg har haft min klinik. Han er en distingveret, nydelig og meget sympatisk herre, som jeg har set regelmæssigt men sparsomt, for selv om han også er rundet de 86, er han i fin form.

De kommer ind ad døren til mit konsultationsrum med hinanden i hånden. Jeg sætter to stole op ved siden af hinanden, men han trækker sin stol lidt tilbage, så det er hende, der er i fokus. Jeg hilser på hende og byder hende velkommen hos os og siger, at det er dejligt at møde hende, når jeg nu har kendt hendes mand så længe. Hun kigger spørgende på mig og siger, at hun virkelig ikke aner, hvorfor hun er kommet. Med en let bebrejdende tone.

Hendes mand forklarer hende nænsomt, at det er fordi, hun har haft det lidt skidt, men det affærdiger hun på det kraftigste, selv om han fortæller hende, hvordan hun rystede i hele kroppen, lige inden de gik ud af døren derhjemme.

Problemer med at huske

Det kender hun ikke noget til, og selv om han forklarer hende det på den fineste måde, så vrisser hun af ham og mener ikke, hun fejler noget.

Han siger til mig, at de jo begge har lidt problemer med at huske. Hun ryster lidt opgivende på hovedet, og han siger til hende, at han jo også går og glemmer ting.

Han prøver en anden tilgang og spørger, om jeg ikke kan kigge på hendes tå, og selv om hun synes, det er helt overflødigt, går hun med til, at han forsigtigt tager hendes sko og strømpe af, så jeg kan kigge på hendes forvoksede storetånegl.

Hun sidder med skoen i hånden. Kigger undrende på den og siger så, at det er da en underlig sko. Så spørger hun ham, hvorfor han dog har givet hende den sko på, når hun har så mange andre, og så går det op for mig, at hun ikke kan finde ud af at tage den på igen selv.

Hun vender og drejer den, men kan ikke placere, hvad det er hun skal gøre med den.

Så forstår jeg, hvorfor han er kommet med hende. Jeg opbyder alle mine pædagogiske evner for at forsøge at få hende med på, at vi laver en demenstest, og det er kun, fordi jeg kan lokke med de bedste 'specialister' (for som hun siger, så kan hun kun lide 'specialister'), at jeg får lov til at teste hende med de helt enkle og gængse spørgsmål, der hører til en demenstest.

Mange huller

Jeg har aldrig oplevet, at der er så uendeligt mange huller, og at hun faktisk ikke kan svare på selv de mest banale ting, men kigger på sin mand og fortæller en alternativ historie. Vi kommer igennem, at hun faktisk er fra Sverige, og hun fortæller, hvad hendes mor og far lavede, men spørger så sin mand, om de mon stadig lever, som svar på mit spørgsmål om, hvilket land hun befinder sig i lige nu.

Hun er simpelthen svært dement, og ved siden af hende sidder hendes kærlige mand og kæler for hende og forklarer, at han også synes, det er nogle svære spørgsmål, og han ser så sorgfuld ud.

Han kan hele tiden afparere, når hun bliver frustreret over det, hun ikke kan finde ud af eller huske, så det bliver muligt at gennemføre en fin konsultation, der hele tiden balancerer på en knivsæg, for at hun ikke skal blive vred og gå.

De har ingen hjælp derhjemme, men klarer alting selv, men han kan ikke forlade hende et sekund, hvilket han sniger ind, imens han fortæller om deres liv derhjemme. Og han fortæller nu, at den eneste grund til, at han kunne få hende med op til mig var, at de skulle influenzavaccineres.

Blodprøver hos 'specialisten'

Det skal de selvfølgelig, og samtidig skal vi gerne have taget nogle blodprøver på hende, så vi er sikre på, at der ikke er en eller anden helt almindelig fysisk forklaring på hendes svære demens, som eksempelvis for lavt stofskifte.

Jeg er lidt bekymret for, hvordan hun vil reagere, når min sygeplejerske skal stikke en nål i hende, så jeg sætter hurtigt sygeplejersken ind i situationen, så hun ikke kommer ud i en ubehagelig situation. Jeg lokker den demente frue med, at hun nu skal ind til 'specialisten' udi influenzavaccinationer og blodprøver, og så går hun med derind.

Imens får jeg et kort øjeblik med hendes mand, og han er klar over, hvor alvorligt hårdt hun er ramt. Han er så taknemmelig over, at der nu sker noget, så vi aftaler, at jeg får fat i demens-teamet i kommunen med det samme, så de kan få noget hjælp derhjemme, og at hun kommer til demensklinikken hurtigst muligt.

Jeg er lidt bekymret for, hvad der sker inde hos sygeplejersken, men så hører jeg min pæredanske, dygtige og kloge sygeplejerske slå over i et klingende svensk, og pludselig kører det hele fuldstændigt gnidningsfrit, og min patient strækker ligeså fint og roligt armen ud.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke