Den rigtige kur mod høfeber

Af Helle Abildgaard Rasmussen, Tønder Løve Apotek med Løgumkloster Apoteksfilial

Næsen løber eller stopper til, øjnene løber, og det klør! For mange mennesker er forårets komme lig med høfeber, og det kan være så belastende med kløe og rindende næser, at de næsten ikke kan fungere normalt. De bliver trætte og kan ikke passe skole og arbejde tilfredsstillende.

Også på apoteket mærker vi det lige så snart, der er pollen i luften, for så bliver der rigtig travlt ved skranken. Travlheden bliver kun så meget større på en lun, blæsende forårsdag, for så bliver der for alvor hvirvlet pollen rundt i vinden, og dem med allergi over for hassel, el og elm, må som de første en tur forbi apoteket.

Personalet skal være sikker
Men det betyder nu ikke, at vi ukritisk langer næsespray over skranken. Personalet skal være sikker på, at der er tale om høfeber og ikke en almindelig forkølelse, så kunden får det rigtige produkt. Der findes nemlig næsespray til forkølelse og mod høfeber, og der er mange kunder, der automatisk beder om næsespray mod forkølelse, fordi de er tætte i næsen og tror at det er forkølelse der er på vej.

Men er det en forkølet eller er allergisk reaktion? Næsespray mod forkølelse virker godt mod en tilstoppet næse, men kan anvendes i 10 dage, og en allergi varer typisk længere tid og har et andet forløb. Hvis man bruger næsespray mod forkølelse i længere tid end anbefalet, kan der opstå bivirkninger i form af permanent tilstoppet næse, og en ødelagt slimhinde der væsker– og så er man jo lige vidt, for det giver de samme symptom, som man bruger næsesprayen imod.

Der er en del praktiske ting man selv kan gøre for at mindske allergisymptomerne.

Er næsen fuldstændig tilstoppet, anbefaler apoteket, at man kun i nogle få dage bruger en næsespray mod forkølelse nogle få minutter inden, man bruger næsesprayen mod høfeber og eventuelt en saltvandsspray for at rense slimhinderne for pollen i løbet af dagen.

Mange reaktioner få allergi
Den tilstoppede næse er et af de mange symptomer, vi vil spørge ind til. Klør det, og mærkes symptomerne mest i næsen, øjnene eller munden? Der findes et stort udbud af medicin mod høfeber, og de virker hver især på en eller flere af de gener, man oplever, og i den rigtige kombination kan de være den rigtige kur mod høfeber.

Allergi inddeles efter hvor voldsomt vores immunforsvar reagerer. Derfor kan nogle af dem med allergi nøjes med en tablet om dagen, hvorimod andre må både have øjendråber, næsespray og allergi tabletter samtidig, for at kunne fungerer i hverdagen. Pollenmængden i luften vil varierer og derfor også symptomerne.

Dem, der reagerer kraftigst på allergisymptomerne, vil vi sende til lægen. Vi ved, at allergier og astma kan hænge sammen, og vi ser, at folk med allergier kan være så kraftigt påvirket, at den medicin mod allergi, der kan købes i håndkøb ikke er virksom nok. Derfor kan det være en god ide at få de rigtig råd ved behandling af din allergi.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke