En drilsk diagnose

Af Lise-Lotte Hergel

Jeg har været så bekymret for hende. Hun er 65 år, og hun har været tilknyttet klinikken fra før min tid. Hun har altid været sådan en elskelig kvinde med en sød, kærlig mand og børn, som hun har et godt forhold til. Gennem hele sit liv har hun stort set altid været rask, og jeg har ikke set hende særligt ofte.

Men for et år siden kom hendes mand op med hende, fordi hun havde tabt sig gevaldigt meget over ganske få måneder. Hun så godt nok heller ikke særligt rask ud, og hun havde nærmest ændret personlighed. Hun forsøgte at tale med mig, og som det søde og venlige menneske hun er, ville hun så gerne forklare, hvordan hun havde det, selvom det faldt hende svært. Men hun var tydeligvis ganske forandret.

Forvirring og madlede

Hun beskrev, hvordan hun ikke syntes, at hun kunne huske noget længere. At hun blev forvirret, hvis der skete den mindste ændring i planer, eller hvis der skete noget uventet. Hun havde mistet al lyst til ting, som hun normalt ville have kastet sig over med kyshånd, og hun havde madlede og kunne ikke få noget ned. Hun ville ikke gøre mig bekymret (!!!), men hendes mand havde insisteret på, at hun skulle se mig. Hun virkede godt og grundigt trist, men jeg frygtede helt klart, at hun fejlede noget mere alvorligt.

Mistanke om kræft

Jeg tog blodprøver på hende, der ikke viste noget særligt. Så henviste jeg hende til hospitalet. Jeg gjorde det under en Kræftpakke, da jeg mistænkte, at det kunne dreje sig om kræft, for så ville hospitalet indkalde hende indenfor ganske få dage. Det betød, at jeg var nødt til at snakke med min søde patient og fortælle hende om min mistanke. Hun trøstede nærmest mig og sagde, at det var præcis hendes tanke.

I løbet af det næste halve år blev hun gennemundersøgt – fra Herodes til Pilatus og tilbage igen – men uden resultat. Hospitalet kunne ikke forstå, at hun var så påvirket, uden hverken de eller jeg kunne finde nogen anden årsag end tristesse. Men alt var normalt. Og hun ved nu bedre end alle andre, at hendes krop er sund og rask, for alle kringelkroge af hende er gennemvendt.

Depression

Nu er der "bare" depressionen tilbage. For det er diagnosen: Hun har en depression. Den er lidt atypisk, hvilket ofte er tilfældet, når man ikke er helt purung længere, men den har godt fat i hende. Hun er blevet sat på anti-depressiv medicin, og selvom hun så gerne vil glæde mig ved at sige, at nu går det meget bedre, så har hun det kun en anelse bedre og ser kun en anelse lysere på tingene.

Hun er begyndt at gøre de ting igen, som hun ved, normalt gør hende glad, selvom hun ikke kan mærke nogen forbedring lige nu. Hun er også begyndt at kunne tage initiativ til ganske enkle ting såsom at gå en tur eller at gøre rent sammen med sin mand.

Der er lang vej igen. Alligevel ved jeg, at hun pludselig en dag vil mærke, at der er en anelse lys for enden af den lange, mørke tunnel, hun lige nu befinder sig i.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke