Et livstykke

Af Lise-Lotte Hergel

Han er midt i 60'erne, og hvad man må kalde et livstykke. Han er holdt op med at arbejde og bruger nu sin tid på at sejle, som han elsker - og så på sine fire yngre børn, som han har fået i en sen alder med sin noget yngre kone.

Han er en virkelig dedikeret far. Det er altid ham, der møder op til børneundersøgelser, og det er også ham, der møder op med dem, når de er syge. Det er synligt for enhver, at hans forhold til de børn er usædvanligt engageret, og det er simpelthen fantastisk hyggeligt at høre deres samtaler, mens de venter i venteværelset. De taler om alt mellem himmel og jord, og han er så tålmodig og lader børnene få al den plads, de har brug for - uden at de på nogen måde er grænseoverskridende. Han er med andre ord et godt eksempel på en moden far, der både har tid og overskud til at være fuldtidsfar.

Har ikke tid til at dø
Men han har fået konstateret kræft i bugspytkirtlen, og det er en alvorlig sygdom. Han får al den behandling, man overhovedet kan komme i tanke om, og han formår på en eller anden måde at få sygdommen til at fylde så lidt som muligt i familiens liv. Ikke at de ikke snakker om det eller er bekymrede, men han bruger bare så meget af sin tid på familiens trivsel, at det er hverdagen og al det gode i den, der får lov til at fylde. Kun engang imellem, når han er alene i konsultationen, åbner han for den del, hvor han frygter, at han ikke får lov til at følge sine børn hele vejen til, de er store nok til at kunne bære, at han ikke er omkring dem længere.

Han siger, at han ikke har tid til at dø endnu. Han har så stor en opgave i at være mand for sin dejlige kone og far for sine børn, at det bare ikke er en mulighed, han rigtig kan gå ind i. Hans kone er en klog kone. Hun ved godt, hvordan han har det, og hun gør rigtig meget for at vise ham, at han er uundværlig, men at hun samtidig kan få tingene til at hænge sammen, trods fuldtidsarbejde og de mange børn. Og hun er med ham til alle undersøgelser, og for tiden også når han er til kemoterapi, for de seneste gange har han været virkelig hårdt medtaget, når den er overstået.

Skal ud og mærke livet
Da han var hos mig i sidste uge, var han glad, for de havde lige fået at vide, at kemoterapien i hvert fald har sørget for, at hans kræftsygdom ikke er blevet forværret. Det er han meget lettet over, men han er samtidig blevet lidt bekymret, for han synes, han bliver mere og mere svimmel. Han ville egentlig have spurgt om det på sygehuset, men da de fik den gode nyhed, magtede han ikke at spørge om det, for både han og konen var så glade, og han lige ville have lov til at nyde det, før han satte gang i nye spekulationer. Men han synes, de sidste dage har været noget svimle, så nu må han lige høre, om jeg synes, han skal have kigget på det.

Jeg ringer til afdelingen på sygehuset, som giver ham en tid til scanning af hjernen samme dag for at se, om der skulle være kommet metastaser, hvilket jo er det, han frygter. Heldigvis viser den, at der ikke er noget at se, og at det formentlig er hans lettere blodmangel, der er skyld i hans svimmelhed.

Så nu skal han ud og sejle igen i dag. Han skal af sted fra morgenstunden med tre af sine jævnaldrende venner, hvoraf den ene er læge og god til at give ham tryghed. Han må af sted for solen skinner, og han må bare indsnuse hver en lille detalje af det liv, han har lige nu.

Det er sjældent, jeg oplever en, der er så imponerende god til at gøre det.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke