Fostervandsprøve

Af Lise-Lotte Hergel

De er begge i slutningen af 30’erne og har to skønne unger på seks og ni år. De er en familie, hvor tingene går rigtig godt. De har begge fundet de jobs, de trives med. Begge børnene går i skole, og det fungerer, selv om man selvfølgelig har travlt, når man skal få alt til at hænge sammen på den gode måde.

Nu har de bestemt sig for, at de vil have en efternøler. De glæder sig, går glade i gang med projektet, og hun bliver hurtigt gravid. Det er de ekstra glade for, da hun er 39 år, og derfor ville de helst ikke have, at der går for lang tid. De har tidligere været til konsultation hos mig, hvor vi udfyldte alle graviditetspapirerne og aftalte kontakt med fødestedet, så hun kan få foretaget ultralydsscanning, nakkefoldsscanning og doubletest, der er en blodprøve, som sammen med hendes alder skal give en idé om risikoen for, at fosteret har down syndrom.

De kommer igen op til mig, fordi de nu har gennemgået både scanningen og blodprøven og har fået et risikotal, der hedder 1 til 326. Det betyder, at et barn ud af 326, der fødes med den ultralydsscanning, den alder hun har, og den blodprøve, som min patient fik taget, vil fødes med down syndrom. Det tal, der udløser videre undersøgelser, hedder 1 til 300, så hun får ikke umiddelbart tilbudt fostervandsprøve. Men nu er de ret bekymrede, for deres tal er så tæt på det, der normalt udløser videre undersøgelser.

Bekymret for familien
Jeg kan se på hende, at hun er mere end almindeligt bekymret. Hun er sygeplejerske, og nogen gange er det ikke en fordel at vide meget, for det kan gøre bekymringen større end nødvendigt. Det er nu engang det åg, hun må bære, og det er hun ellers rigtig god til. Men denne gang synes hun, det drejer sig om meget mere end hendes egen bekymring. Hun er bekymret for, at et lille barn med et handicap vil kræve så meget af deres familie, at det, der skulle være en gave oveni de dejlige unger, de allerede har, kan blive en stor belastning.

Hun kan slet ikke overskue at skulle gå og frygte, at der er noget galt med deres baby fra nu af. Hun kan allerede mærke, at glæden ved at være gravid igen overskygges af hendes angst for, at der er noget galt. Hun frygter, at det vil farve hele hendes graviditet i et negativt lys, og at hun vil få svært ved at forholde sig med glæde og forventning til den lille ny. Hun begynder at græde og trøstes så fint af hendes mand. Han fortæller, at han ikke er bange, og hvis sygehuset ikke mener, der er grund til yderligere undersøgelser, så er det fint for ham. Men han er bekymret for hende og for, at hun skal være bange resten af graviditeten.

Abortrisiko
Vi gennemgår tallene igen, og vi snakker om risikoen ved at få foretaget en fostervandsprøve. Hun er 15 uger henne, og så er det for sent at få foretaget moderkageprøve. Hun spørger, om det overhovedet er muligt at få lov til at få en fostervandsprøve, når hendes tal er 1 til 326 og ikke 1 til 300, og da jeg spørger hende, om hun er parat til at tage chancen, selv om der er en abortrisiko på 0,5 til 1 procent ved en fostervandsprøve, svarer hun, at hun hellere vil tage den chance end at skulle være trist og angst resten af graviditeten.

Jeg ringer til den jordemoder, der står for fostervandsprøverne, og forklarer min patients store dilemma. Jordemoderen er meget forstående, og jeg får med det samme en tid, så min patient kan få fostervandsprøven allerede efter to dage.

Jeg har lige fået svaret, og hun skal have en datter med fuldstændig normale kromosomer. Da jeg ringer og fortæller det, kan jeg hele vejen gennem telefonen høre, hvor lettet og glad hun er. Nu kan hun ruge videre og glæde sig til den efternøler, de så inderligt har ønsket sig.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke