Hvor er den danske madkultur blevet af?

Af Søren Damgaard


Jeg blev for et par uger siden bedt om at holde et foredrag om 'Ny Nordisk Mad', og under forberedelsen slog det mig, hvor udvandet den danske madkultur egentlig er blevet, og hvor meget vi trænger til at få en ny madkultur eller genopdage den gamle.

Når jeg som nybagt far, efter endt babysvømning spiser sammen med 10-12 andre forældre, må jeg lægge øjne og øre til, hvordan overleveringen af den danske madkultur finder sted: "Det skal bare røres op med koldt vand", er efterhånden blevet et mantra, når forældrene udveksler erfaringer i, hvordan man laver babymad (rører pulveret op). Denne pulvermad er at dømme efter udseende, duft og de små børns ansigter temmelig intetsigende, og den vækker på ingen måde den lidenskab, som mad ellers sagtens kan.

Det skal gå hurtigt
Den gode gamle madkultur med eksempelvis rugbrød, sild, krebinetter, kål, brun sovs og kartofler, er absolut værd at bevare, men da mange fra de yngre generationer ikke er opvokset med denne kultur og aldrig har lært, hvordan disse retter laves, er de danske madtraditioner ofte afløst af færdigretter, hurtige pastaretter eller lignende. Reelt er den danske madkultur ofte kun romantiske minder fra en svunden tid.

Sagt på en anden måde: Vi har ingen aktiv madkultur, og mange fra forældregenerationen er ikke i stand til at overlevere de danske madtraditioner til de kommende generationer. De unge efterlades uden forudsætninger for at kunne tilberede et sundt måltid mad, og hvis en god ernæring skal blive en del af deres liv samtidig med, at overvægt, diabetes og hjertekarsygdomme skal undgås, må nogen tage initiativ til at give dem en madkultur.

Mens stadigt flere danskere har overskud i hverdagen, og går op i fitness, økologi og sundhed, stiger antallet af overvægtige danskere alligevel i et alarmerende tempo. Det er mit klare indtryk at andelen af færdigretter og underlødige produkter fylder mere og mere på hylderne i supermarkederne, og at vi ikke kan bryde denne spiral uden aktivt at forholde os til vores madkultur.

Da vaner er svære at ændre, går vejen til en bedre fremtid og en bedre madkultur via børnene. Jeg drømmer om en verden, hvor børn deltager i madlavningen i landets vuggestuer, børnehaver og folkeskoler, men da fødevarekontrol og økonomi ofte umuliggør dette, kan det være svært at se muligheder for forandring i fremtiden – og så er der alligevel lyspunkter.

Ny Nordisk Hverdagsmad
Vores gamle madkultur er langt væk i de yngre generationers bevidsthed, og da det er umuligt at bevare noget, som ikke eksisterer, må vi i stedet genopfinde den. I et forsøg på at finde vores madkultur igen, og glæde os over madlavningen samt den gode råvare, har Nordea Fonden for et par år siden givet 100 millioner til at sætte fokus på maden i landets folkeskoler via OPUS (Optimal trivsel, udvikling og sundhed for danske børn gennem en sund Ny Nordisk Hverdagsmad). OPUS er et projekt ved Københavns Universitet, som har til formål at øge børnesundheden i Danmark. Det er målrettet til eleverne i folkeskolerne og ud over at sørge for sund mad i skoletiden, giver projektet en pædagogisk opdragelse af eleverne, da de også medvirker i selve madlavningen.

I starten var jeg træt af 'Ny Nordisk Mad', da det blev markedsført som værende bedre og sundere end andre madkulturer, trods der intet belæg var for sådanne påstande. Da det dermed nedgjorde mindst lige så sunde råvare fra eksempelvis middelhavslandende, betragtede jeg det som elitært og arrogant. 'Ny Nordisk Hverdags Mad' er dog noget helt andet og bestemt ikke elitært eller arrogant. Da vi i den grad trænger til at smide færdigretterne ud og genopdage vores madkultur, håber jeg på masser af succes for projektet, og at det giver de børn, som ikke får grundlagt deres madopdragelse i hjemmet en chance for et sundt liv med gode næringsstoffer.

Hvis du trænger til at genopdage vores gamle madkultur og give den et lille moderne pift, eller medvirker i det daglige måltids tilbud til børn, opfordrer jeg dig til at lade tankerne fra 'Ny Nordisk Hverdagsmad' inspirere dig. Du kan blandt andet finde en masse opskrifter på hjemmesiden www.idegryden.dk

Grundreglerne for 'Ny Nordiske Hverdagsmad
  • Mere fuldkorn – især havre, rug og byg

    Mere mad fra havet og søerne

    Mere frugt og grønt hverdag (meget mere)

    Kød af højere kvalitet, men mindre af det

    Mere mad fra de vilde landskaber

    Vælg økologi hver gang du kan

    Undgå tilsætningsstoffer i maden

    Flere måltider tættere på sæsonen

    Mere hjemmelavet mad

    Smid mindre ud



Få de seneste artikler direkte i din indbakke