Idrætsnørden

Af Lise-Lotte Hergel

Han er idrætsnørd. Han lever og ånder for sine unger og sin idræt. Og her snakker vi om alle mulige og umulige former for idræt. Intet er for småt, og intet for stort. Bare han får lov at røre sig og helst samtidig konkurrere på den absolut intensive men venskabelige facon, så er han faktisk stort set lykkelig. Om det er bordfodbold, stangtennis eller 120 km landevejscykling, så er han på. Og hans unger ligger lige i slipstrømmen af ham. De er vokset op med, at deres far har spillet, cyklet, klatret og løbet med dem, så de elsker det. De har fået motion og idræt leget ind med modermælken eller måske snarere en far en af slagsen.

Han blev skilt for et par år siden og har ungerne hver anden uge. Ugen med ungerne går med de forskellige former for sport og spil, som de kan deltage i, og i ugen uden børn har han tid til golf og de sportstyper, der er mindre velegnede at have mindre børn med til. Hans netværk består i høj grad af hans idræts- og legevenner, så han føler sig egentlig aldrig ensom, for hvis han ikke har aftaler så er der altid nogen, der er friske på at tage en dyst - om ikke andet så på petangue-banen.

Knæskade
Men han har fået et problem. For mange år siden fik han en knæskade på en skiferie. Den er brudt op igen, og for nogle måneder siden blev han opereret i knæet. Umiddelbart så det ud til at gå gnidningsfrit, men nu er der opstået komplikationer, og han skal virkelig passe på det knæ og holde sig i ro, indtil han må gå i gang med den genoptræning, som han næsten ikke kan vente på at komme i gang med. Han er ved at gå til! Han humper rundt på krykker og kan højst spille brætspil med ungerne - og hans krop, der normalt bliver brugt på den bedste måde i tide og utide, kan slet ikke finde ro. Han er faktisk nærmest ved at gå op i limningen. Han kender slet ikke til, at der kan gå dage uden fysisk udfoldelse, og sådan har det været, fra han var helt lille, og nu er han pinedød nødt til at overholde hvert et råd fra idrætslægerne, for ellers risikerer han faktisk sin førlighed.

Det er ikke kun hans krop, der brokker sig over den manglende brug. Hans sind og sjæl bliver normalt plejet og kælet for med al hans røren på sig. Nu kan han ikke give sig selv den ro, som hans motion normalt sørger for, så han kommer faktisk til mig, fordi han for første gang i sit liv mærker uro og tristhed, og han er ellers altid sådan en af dem, der altid kan finde en lys tilgang til de kampe, et normalt liv må gennemleve.

Angst
Vi taler om angst. Om den eksistentielle angst for det uforudsigelige liv. At vi aldrig ved, hvad dagen i morgen bringer og om, at det, han lige nu mærker så intenst, er angsten for, at det aldrig vil blive anderledes igen. At han skal være hæmmet i sine udfoldelser for altid. Det er der jo intet, der tyder på, og det skal nok blive bedre. Men det kommer til at tage tid og langt længere, end han havde forestillet sig. Men han har bare ikke kunnet komme af med den angst, for hvis han har forsøgt at sige til vennerne, at han er bange for, at det ikke bliver bedre, så siger de alle, at det skal han ikke bekymre sig om. Det er selvfølgelig sagt i den bedste mening, men han er brændt helt inde med angsten, og så er han gået helt i stå.

Jeg kender en vanvittig dygtig idrætsfysioterapeut, som normalt arbejder med topidrætsfolk og som kender alt til en atlets frygt for at miste fysikken. Han er specielt god til at vejlede i, hvordan man kan træne uden at træne det skadede område, men udspænde og styrke alle andre muskler og derved bevare træningen i dagligdagen. Ham sender jeg min arme lidende idrætsnørd til, for sådan en Duracell-kanin som ham, må bare aflades til stadighed for at føle at han fortsat er i live.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke