Kvinden ved stensætningen

Hun vil altid gerne vente et par dage med at blive undersøgt, og får derfor ikke den rette behandling

Kvinden ved stensætningen

Hun er der hver eneste morgen, når jeg parkerer min bil lidt i otte. Hun står altid præcis det samme sted, hvor hun kan læne sig op ad en stensætning, dér hvor der er allerflest morgentravle, der passerer til og fra stationen. Hun hilser på enkelte personer, der går forbi hende og også altid på mig, der er hendes læge. Hun er sød overfor dem der hilser, og spørger mig altid om et eller andet, der falder hende ind. Nogle gange om noget sygdomsmæssigt og når jeg så siger til hende, at hun kan gå med mig op i klinikken, så vi lige kan kigge på det, siger hun næsten altid, at hun lige vil vente et par dage.

Et hårdt liv på torvet

Hun har altid en pose med tomme flasker i hænderne og venter på, at den tidlige Netto åbner klokken otte, så hun kan bytte de tomme flasker med fyldte. Der er ingen tvivl om, at hun får drukket rigeligt i løbet af dagen, og om eftermiddagen, når jeg går hjem, står hun ofte ovre på torvet, sammen med nogle af de andre, der har det som hende, og drikker videre.
Hun står lidt i udkanten af deres fællesskab. Det ser sjældent ud som om, hun taler med dem, men der er ingen tvivl om, at hun føler sig som en del af deres gruppe.
Hun har brugt sig selv langt mere end hvad godt er. Og ikke på den gode måde. Hun er slidt. Hun har det samme tøj på i måneder og altid mange lag. Hun er svært rødmosset og ser bare ud som om, at hun kører på lånt tid, selv om hun kun er et par år ældre end mig og altså ’bare’ er midt i halvtredserne.

Hun har ventet på mig

Denne morgen kan jeg se på hendes iver, at hun næsten har ventet på, at jeg skulle lande. Hun går mig i møde og siger, at hun har noget værre ’skab’ i hendes lyske. Hun tager sig åbenlyst dernede og begynder at løfte op i lagene. Jeg får hende lokket med op i klinikken med det samme, selv om hun helst ville klare det på parkeringspladsen. Jeg lokker med, at det kun er mig, der er ankommet, så hun ikke kommer til at møde andre.

"Kan du ikke bare give mig noget penicillin?"

Hun går ganske langsomt med. Hun tør ikke tage elevatoren, så det er noget af et arbejde for hende at komme op på tredje sal.
Jeg får hende op at ligge og får hende afklædt, så jeg kan kigge på hendes ’skab’. Hun har to hønseæg-store bylder i den ene lyske. Jeg kan se, at de må have været der meget længe. Der er hul i dem begge, så de må have sivet godt med masser af pus og de må have gjort forfærdeligt ondt på hende. Det er tydeligt at der er infektion i hele området nu og der ikke er andet at gøre end, at hun skal indlægges. Det er hun bare ikke spor glad for. Hun spørger, om jeg ikke bare kan rense området og give hende noget penicillin, men det er alt for voldsomt til, at det vil gå godt.

Hun bliver hentet af en rigtig god falck-mand

Jeg får lov til at tage blodprøver og hendes blodtryk, som er alt alt for højt, hvilket hun godt ved, for jeg har tidligere givet hende piller for blodtrykket. Men dem har hun aldrig fået købt, for hun har ikke råd.
Hun indvilger i at blive indlagt, hvis jeg lover hende, at hun hurtigt kommer hjem igen. Det kan jeg sagtens love hende, for hospitalet holder ikke på patienterne længere end nødvendigt og slet ikke hvis de selv gerne vil udskrives. Jeg er bange for, at hun ikke kommer afsted hvis hun går hjem først, selv om det er lige om hjørnet. Jeg aftaler derfor med hospitalet, at de kommer og henter hende i min klinik.
Jeg giver hende en kop kaffe og sætter hende et sted, hvor hun kan være lidt i fred for alle de andre patienter, der er dukket op. Der kommer en rigtig god falck-mand og henter hende, og han forstår intuitivt, at hun er urolig over at skulle afsted, så han får hende varsomt gelejdet ned i bilen. På vej ud af døren aftaler vi, at hun skal komme op til mig igen, når hun er blevet udskrevet.

Hun lover at komme - bare ikke lige i dag...

Blodprøve-resultaterne kommer et par dage senere, og de viser, at hendes lever har det skidt, at hun har diabetes type 2 og tegn på infektion. Det er vigtigt, at jeg får lov at se hende igen, så vi kan komme videre med behandling og gøre noget for det høje blodtryk. Men hun dukker ikke op igen.
Der går nogle uger og så står hun igen nede ved stensætningen, da jeg ankommer om morgenen. Hun fortæller, at det går godt igen med hendes ’skab’, og at hun nok skal komme op til mig, men bare ikke lige i dag…..

Lise-Lotte Hergel er praktiserende læge i Lyngby. På denne side løfter hun en flig af sløret for nogle af de overvejelser, en praktiserende læge kan gøre sig i forhold til sine patienter, og de problemstillinger, som de kommer med.

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke