Lang vej til operation

Han kom op til mig engang i november 2012. Han var begyndt at vågne om natten og føle, at han var ved at blive kvalt. Han vågnede gispende efter vejret, og han er ikke en snorker! Midt på halsen kunne jeg mærke en knude, som var tilstrækkelig stor til, at den formentlig trykkede på hans luftrør, og det føltes, som om den var en del af hans skjoldbruskkirtel

Af Lise-Lotte Hergel

Han blev sendt til hurtig undersøgelse, som viste at det formentlig var en godartet knude i skjoldbruskkirtlen, men da man ikke kan være sikker - og der er en 10 procent risiko for, at det kan være noget ondartet - så blev han henvist til at få taget en prøve. Han fik tid lige efter jul.

Den første prøve var ikke god nok. Man kunne ikke få tilstrækkeligt væv med til at stille en sikker diagnose.

I slutningen af januar forsøgte man igen, men der skete det samme. Man kunne ikke med sikkerhed frikende ham. I slutningen af februar blev han set af endokrinologerne (dem der tager sig af sygdomme i kirtelorganer). De forklarede, at det ikke gav mening at forsøge at tage flere biopsier.

Nu måtte han indstilles til operation.

Indstillet til operation

Han fik en tid en måned efter i slutningen af marts, hvor man ville tage stilling til, om operationen skulle foretages på deres hospital, eller om han skulle henvises til Rigshospitalet, fordi skjoldbruskkirtlen muligvis lå for dybt i brystkassen til, at de selv kunne klare det. Og måske skulle de så splitte hans brystkasse. Først der ville de tage stilling til en operationsdato.

Jeg henviste ham så direkte til Rigshospitalet, for nu var hans stemme blevet grov, og hans opvågen om natten faktisk rigtig ødelæggende for hans søvn.

Jeg mistænkte faktisk, at nerven til hans stemmelæber var påvirkede af trykket.

Han blev set derinde i starten af april, hvor de gentog, at skjoldbruskkirtlen skulle fjernes. Han fik en operationsdato, og han forberedte sig inderligt. Rørte ikke rødvin, som han ellers nyder fredag og lørdag, planlagde fridagene på sit arbejde og brugte alle sine kræfter på endelig at kunne sætte sig op til dagen.

Aflysningen

Operationen blev så aflyst på grund af sygdom. Det er selvfølgelig, hvad der kan ske, men han blev virkelig ramt af aflysningen.

Han fik en ny dato i slutningen af maj. Han forberedte sig igen, både med at være sund og stærk og med at få arbejdet til at hænge sammen.

De opererede ham i fire timer, selv om det normalt kun tager halvanden, for skjoldbruskskirtlen var kæmpestor. Og fra det øjeblik han vågnede, kunne han mærke, hvor meget lettere det var at trække vejret.

Nu venter han så bare på svaret på, hvad det er, de har fjernet. Og selv om han og jeg regner med, at det 'bare' er en af de helt almindelige godartede knuder, han har haft, så har han altså nu ventet i knapt syv måneder på at få den besked.

I syv måneder har han overbevist sig selv og sin dejlige familie om, at det selvfølgelig ikke er noget alvorligt. Heldigvis er han ikke typen, der kører en stemning op, men vi er alligevel begge noget rystede over, at han har skullet gå så længe, før han kunne få en afklaring og slippe for sine ret generende symptomer.

Taler de sammen?

Han undrer sig over, at hver gang han er mødt på et af hospitalerne, så er de startet forfra, og de er hver gang endt med den samme konklusion. Og samme dag som han blev opereret på Rigshospitalet, modtog han en indkaldelse fra det første hospital med en tid til operation. Han har altså taget plads på et hospitals operationsventeliste, mens han allerede havde en aftale om operation på Rigshospitalet. Og i samme region!

Det undrer ham. Operationen melder han selvfølgelig afbud til og håber, at en anden så kan komme lidt hurtigere til, end han gjorde.

Han er så absolut ikke tilhænger af private sundhedsforsikringer, men denne her omgang har gjort, at selv han har haft overvejelser om, at han kunne have været undersøgt og opereret i løbet af ganske få uger, hvis han havde haft sådan en.

Det kan jeg godt forstå, at han lige nu tænker.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke