Når livet gør rigtig ondt

Af Lise-Lotte Hergel

Jeg bliver faktisk rigtig ked af det. Eller jeg bliver næsten vred, når jeg endnu engang sidder overfor en svært lidende og svært depressiv patient, som udover at skulle kæmpe med alt det uendelige svære, der skal deales med, når man har en depression, også skal være oppe imod en holdning om, at hvis man tager piller mod sin depression, så er det kun fordi, man ikke tør se tingene i øjnene.

Så er det fordi, man bare vil tage den 'nemme' løsning og dølge sine følelser ned, og ikke vælger at konfrontere sig selv med dét, der nu engang er svært. Så er man en ignorant, i modsætning til dem der gør det på den 'rigtige' måde og får terapi.

Jeg kan ikke ha' det!! Og jeg kan slet ikke have, hvad det gør ved dem, der lider.

Alle kender til, at livet gør ondt. Alle kender til at have en dårlig dag eller to. Alle kender til at være virkelig nede og bide i gulvtæppet, og at vejen op igen kan synes svær og uoverkommelig. Og rigtig mange har uendelig stor glæde og udbytte af at få hjælp, når det virkelig trækker tænder ud, fra alle de dygtige terapeuter, psykologer, psykoterapeuter og læger, der kan guide med indsigt, rummelighed, ny forståelse af sammenhænge, nye fortællinger om det liv, der er levet osv.

Og er man ramt af en lettere til moderat depression, så er terapi ligeværdigt med medicin og selvfølgelig ofte langt at foretrække i behandlingen og i at finde vejen tilbage - eller måske rettere frem til et nyt og bedre ståsted eller en ny og bedre platform i livet med en langt dybere indsigt i sig selv, og hvorfor man reagerer, som man gør.

Men er man ramt af en svær depression, er det noget ganske andet. Det kan man altså nærmest ikke sætte sig ind i, hvis man ikke selv har prøvet det, har en pårørende, der har prøvet det, eller har stået med et svært lidende, opgivende, sønderlemmet menneske, som ikke kan se nogen som helst vej ud ad det helvede, der omgiver ham.

Hvor alt er farvet i et gråt og trist skær.

Hvor alt, man foretager sig, er som at stå i mudder til halsen, og bare føle, at selv når man får trukket sig en anelse op ad dyndet, så hives man bare ned igen og igen.

Hvor selv det at stå ud af sengen eller at tage et bad, føles som et maratonløb, og selv de ting, man normalt finder stor glæde i, ikke udløser andet end selvbebrejdelser over, at man ikke føler noget som helst, udover at man helst ville slippe for at deltage.

Hvor man ikke kan elske og ikke hade, udover at hade sig selv, for ikke at kunne 'tage sig sammen'.

Hvor man ikke føler, at livet er værd at leve, hvis det skal være sådan.

Hvor man ikke kan sove, men heller ikke holde ud at være vågen.

Hvor alle har en velmenende holdning til, hvad man skal gøre for at komme ud af det igen - men alle de 'gode' råd handler om, hvordan de selv takler deres 'dårlige' dage og har intet at gøre med den tilstand, man selv er i. Og bagefter sidder man tilbage med endnu en fornemmelse af, at man er en ussel svag-pisser, der er for lad og for doven og for ringe et menneske, når man ikke engang kan gøre dét, der åbenlyst virker for de andre.

Et helvede på jord, og når man er i det helvede, så skal man have hjælp.

Terapi er ikke altid nok

Hjælpen skal altid også indeholde terapi eller samtaler, men når man er så svært ramt, så er terapi stort set aldrig nok. Så er ubalancen i sindet så stor, at der skal mere til. Det kan godt være, at intensiv terapi og tid sammen kan være med til, at tågen letter. Men når den tid, der skal til, så kommer til at strække sig over år i lidelse (hvad den gør!), så er det næsten ubærligt at skulle kæmpe og kæmpe og kun ganske langsomt skimte et uendeligt lille lys for enden af den mørke tunnel. Så er anti-depressiv medicin, ikke kun på sin plads. Den er en nødvendighed.

Jeg kan inderligt godt forstå, at med al den information omkring, at lægerne bruger for meget anti-depressiv medicin (og nogle gange det modsatte, at lægerne ikke fanger nok med depressioner og ikke sætter nok i den rigtige behandling!), så kan man få den opfattelse, at det første, lægen griber til, er receptblokken. Og så pustes der til opfattelsen af, at det er den 'nemme' løsning, der vælges fremfor den gode og tunge vej gennem en ordentlig terapi.

Det er ikke sådan, det er. Der er en grund til, at man går til lægen, når man lider. Det kræver overvindelse at møde op, når man har det så svært. Det kræver tid og mange samtaler for lægen sammen med den, der kæmper for at finde frem til den rigtige vej. Det er aldrig let at vælge at tage medicin, og det står aldrig alene.

Så næste gang du møder en på din vej, der vælger at vise dig fortrolighed og tør fortælle om sine lidelser, og som har været nødt til at vælge, at der også skal eller skulle medicin til for at kæmpe sig den imponerende vej tilbage til livet, så vid at der er en grund til det valg. Vid, at det ikke har været en let beslutning for den ramte. Vid, at det ikke er mangel på vilje til at grave de nødvendige spadestik dybere, for at forstå sig selv eller at få den terapi, der skal støtte og forløse. Vid, at du intet ved om, hvor svært det er, eller har været, og at du derfor heller ikke ved, hvad der er det rigtige for andre end dig selv.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke