Overvægt - den evige kamp

Det er en hård proces at tabe sig og endnu sværere at bevare vægttabet

Af Lise-Lotte Hergel

Jeg ved godt, at det er svært at tabe sig. Det kan virke uoverskueligt at få fat i den indre stemme, der skal motivere én til at smide kiloene og efterfølgende holde fast i de gode vaner - for altid.

Og jeg er klar over, at når overvægten har sneget sig over, hvad der kan bortforklares som 'hvalpefedt' eller 'erotisk buttet', så kan det virke håbløst. Det kan hurtigt blive lige meget, så man bare spiser videre og fortsætter den langsomme, men sikre vægtøgning.

Det er jo ikke fordi, at der i dag er folk, der ikke ved, at det er usundt at være for tyk.

Det er heller ikke fordi, at dem der er for tykke, ikke har lyst til at være slanke.

Det er egentlig heller ikke fordi, der ikke gives tilbud af mange forskellige slags, for at et vægttab skal lykkes. Men det er simpelthen en disciplin, der er meget vanskelig at gennemføre og holde fast i.

Tabte sig fem kilo

Hun har netop rundet 50, og gennem de sidste 10-15 år har hun taget mindst 15-20 kilo på. Engang var hun en nydelig kvinde, og selvom hun måske ikke var den slankeste model på podiet, så gjorde hun meget ud af sig selv.

I dag er hun en stor matrone og har samtidig mistet lysten til at gøre noget ved sit ydre.

For tre år siden fik hun konstateret diabetes 2 også kaldet 'gammelmands-sukkersyge'. Hun kom igennem et længerevarende forløb på diabetesskole med diætist og vejledning i motion, og da forløbet sluttede, havde hun tabt sig fem kilo.

Hun var glad og meget mere energisk end jeg havde set hende i årevis. Den gode kost virkede for hende, og de daglige gåture gav energi, som hun havde manglet i årevis.

For at holde fast og smede, mens jernet var så dejligt optimistisk og varmt, sendte jeg hende gennem kommunens tilbud 'kost og motion' til diabetes patienter. Det gav kun et par kilos vægttab, hvilket hun var lidt skuffet over.

Men hun havde også meldt fra til flere møder og en del af træningen, og de daglige gåture var også blevet noget sjældnere. Vi snakkede om motivation, om at vælge gåturen frem for sofaen og om at holde fast i de gode vaner - også for hendes tre teenagepigers skyld. Efter den snak stoppede hun med at komme.

Mistede motivationen

Da jeg så hende et års tid senere, havde hun taget det tabte på igen og lidt til. Hun havde droppet alle de gode intentioner, som, hun ikke synes, gav mening, når det alligevel ikke virkede.

Jeg prøvede at huske hende på den energi og glæde, hun havde følt, da hun overholdt den sunde kost og fik gået sine gåture. Det gav hun mig ret i, men så kom alle undskyldningerne for, hvorfor hun ikke længere kunne fortsætte med at bevæge sig - ondt i knæet, foden og ryggen. Alle mulige forklaringer på, at det ikke kunne lade sig gøre.

Næste gang jeg så hende, var en af hendes døtre med. En klog tøs, der kunne forklare hvordan det i virkeligheden så ud, når moren fortalte om en kost, der var så fin og grøn. Og om hvor energiforladt og stillesiddende moren efterhånden var blevet.

Vi talte om, at det jo ikke nødvendigvis handler om, at man spiser som et svin, men at man spiser mere, end der forbrændes. Det er den ligning, der skal vende, så man indtager mindre, end man forbruger.

Hun synes selv, at hun spiser mindre end alle omkring sig, men uanset hvor meget, andre kan tåle, så spiser hun i hvert fald for meget og forkert. Og verden kan virke uretfærdig, for nogen mennesker kan tåle at spise mere og alligevel være slanke.

I over 50 år har hun haft samme adfærd, og den er svær at ændre på. Hun skal først erkende sit problem, og derefter behandles som om, det er en afhængighed på linje med andre misbrug. Hun skal hjælpes og støttes, og kun hvis vi kan holde fast i hende gennem længere tid, vil hun have en chance for at ændre sin adfærd.

Jeg har ansat en fantastisk kost- og motionsvejleder/diætist, som hun nu er koblet på. Jeg forestiller mig, at det bliver et livslangt bekendtskab mellem de to.

Skal hun foretage de helt grundlæggende adfærdsmæssige forandringer, der skal til for at hendes helbred ikke kommer yderligere i fare, så skal hun have én der kan give de kærlige skub og opmuntreringer. Motivere hende til at vælge dét der er godt for hende, frem for det der umiddelbart tilfredsstiller hende.

Jeg krydser mine fingre.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke