Pak også ferieapoteket

Af apoteker Helle Abildgaard Rasmussen, Tønder Løve Apotek

Der er altid mange ting at tage stilling til, før ferien begynder. Katten skal passes, avisen afmeldes og potteplanterne vandes. Når de er på plads, kan du begynde at pakke. Den korte version af huskelisten lyder: Pas, penge og piller. Men det er bare desværre ikke altid nok.

Ofte kan man købe medicin på feriestedet, men det er ikke altid så let, som følgende sandfærdige historie illustrerer. En solskoldet kvinde sendte husbonden på det lokale franske apotek for at købe noget, der kunne dulme den overbelastede og smertende hud. Manden kom hjem med et produkt, der så viste sig at være en selvbruner-creme. Det gav meget plettet hud, så det valgte hun at skrubbe væk med Bio-tex. Og så var ferien ødelagt: en smertende hud, et udseende der ikke kunne vises frem offentligt - og en ægtemand der ikke var populær.

Spørg før rejsen
Er man i udlandet, kan man miste flere dages ferie, hvor et godt råd og det rigtige rejseudstyr i medicin, forbindsstoffer og andre nødvendige hjælpemidler, ville have afhjulpet de gener, man typisk udsættes for. For eksempel kan ørepropper hindre øreinfektion, når der bades i den lokale pool.

Derfor er det en god ide at komme forbi apoteket og få svar på dine feriespørgsmål. Vi kan hjælpe med at vurdere, hvad der er relevant for dig at medbringe, afhængig af om du skal Jorden rundt med rygsækken eller en uge på charterrejse.

Det er altid en god ide at have et lille rejseapotek med på ferie, således at sygdom og utilpashed ikke går hen og ødelægger ferien. Hvad rejseapoteket bør indeholde afhænger af hvor rejsen går hen, og individuelle behov. Her er en liste over nogle af de klassiske feriesygdomme, som I kan købe medicin imod og tage med i rejseapoteket:

  • Smerter som hovedpine, muskelsmerter og andre lette smerter
  • Diarre/Forstoppelse
  • Køresyge, søsyge og luftsyge
  • Soleksem
  • Myggestik
  • Middel mod allergi
  • Sår og skrammer

God ferie!



Få de seneste artikler direkte i din indbakke