Prostatakræft

Af Lise-Lotte Hergel

Han er 82 år og kommer jævnligt sammen med sin kone, som går til regelmæssige kontroller hos mig. De er forholdsvis nye patienter i min klinik, så jeg kender ikke så meget til dem, men en dag hvor konen er til konsultation hos mig, siger han, at han nok også skal til at have en snak med mig.

Han kommer op til mig uden konen, for han ønsker ikke, at hun skal høre, hvad vi skal tale om.

Han fortæller, at han gennem de seneste 10 år løbende er blevet undersøgt på sygehuset, fordi hans prostata-tal har ligget en anelse for højt. Man mistænker, at han gemmer på en prostata-kræft, men da hans prostata-tal (PSA) ikke er steget, så har han ikke ønsket at blive undersøgt yderligere trods opfordringer fra sygehuset. Til gengæld er han blevet kontrolleret regelmæssigt, og ved den sidste kontrol for nylig, var tallet altså steget markant, og nu er han på det kraftigste blevet anbefalet, at få hans prostata undersøgt yderligere. Men han er i tvivl.

Det, han er i tvivl om, er, om han vil vide det, hvis han fejler noget alvorligt, og om han i så fald, ønsker at blive behandlet. Hans argumenter drejer sig om, at han i forvejen lider af Parkinson i et forholdsvist fremskredent stadie, og han ved ikke, om han magter at gennemgå et større udredningsprogram, og ikke mindst hvis han skal igennem operation, stråle eller kemoterapi. Og til sidst siger han, at han jo har haft sådan et godt liv, men han synes måske, det er lidt drøjt efterhånden. Så måske skulle tingene bare må gå deres gang. Det tror han egentlig, at han har affundet sig med.

En svær belutning
Jeg spørger ham, om han har talt med lægen på sygehuset om det. Men han synes ikke rigtig, der har været lejlighed til det, og hans kone har været med hver gang, og så er det svært, hvis hun skal høre, at han overvejer at lade være med at gøre yderligere trods den absolutte risiko for, at han har prostatakræft. Han ved, at hun vil ønske, at han gør alt, hvad der er muligt for, at han skal holde så længe, som han overhovedet kan.

Han har fået en tid til at få foretaget en vævsprøve om nogle få dage, så han synes, han har lidt travlt med at træffe en beslutning. Han vil jo ikke være til besvær og optage tid for en anden, der kunne bruge tiden på sygehuset.

Til udredning
Jeg kan rigtig godt forstå alle hans tanker, men jeg synes, det er så vigtigt, at han træffer sin beslutning ud fra de bedst mulige informationer. Jeg er ikke dygtig nok udi prostataudredning og behandling til at give ham de informationer. I stedet ringer jeg ud til afdelingen, hvor han skulle have vævsprøven og får lavet hans aftale om, så han i stedet får en ekstra samtale med lægen, for det er nødvendigt, før han med ro i sind og sjæl kan træffe den ene eller den anden beslutning. Begge beslutninger har stor betydning for hans liv fremover.

Vi aftaler, at han vil snakke med sin kone om, at han gerne vil have denne samtale med lægen alene, selv om han ved, at det bliver svært for ham at forklare hende. Han ringer til mig to uger senere og fortæller, at han endte med at vælge at få foretaget en vævsprøve. Den viste, at han havde en ganske lille og fredelig prostatakræft type, og at han ikke skulle i nogen form for behandling, men bare fortsat følges. Og han var så tilfreds med, at han alligevel valgte at få det gjort, ikke mindst nu hvor resultatet så fredeligt ud.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke