Rota-virus

Af Lise-Lotte Hergel

Det er en vældig, vældig træt mor, der kommer ind ad døren til en akut konsultation med sin lille datter. Datteren er den yngste i børneflokken på fire, og hun er en normalt meget selvstændig og kvik pige på halvandet år, men hun hænger godt nok på sin mors arm lige nu.

Moren fortæller, at samtlige unger, der alle er under skolealderen, har været igennem en periode på op mod en uge med diare og opkastninger. Der har været drøn på de to toiletter, og blespanden er blevet fyldt til randen flere gange dagligt. Der har ikke været en hel nat de sidste uger, hvor forældrene har fået lov til at sove en hel nat igennem. Der har været kurvevis af vasketøj, og der har ikke været knæ nok til de børn, der har haft brug for at sidde og nusse.

De er garvede forældre, så jeg har ikke hørt fra dem, mens de andre unger har været ramt, men den lille pige er noget påvirket, og derfor kommer de med hende. De har tilbudt hende alle mulige forskellige former for drikkelse, fra cola til saft og yoghurt, men hun tør efterhånden ikke at drikke noget, for umiddelbart efter kaster hun op igen.

Dehydreret
Og hun er godt skvattet. Forældrene har kæmpet bravt med at give hende tilstrækkeligt at drikke, og de har egentligt troet, det gik. Men hendes tynde afføringer og hendes fortsatte opkastninger har nok drænet hende lidt mere end godt er, for hun hænger, og der er ikke meget modstand eller klædelig vægren overfor, at jeg undersøger hende. Hun klynker lidt og rækker ud efter sin mor, men ikke meget andet. Hendes øjne er lidt indfaldne og hendes hud tør og pludselig ser hun både bleg og mager ud.

Hun er ved at blive dehydreret, ved at komme i væskeunderskud. Hendes maveinfektion er egentlig ikke så farlig og er nok ved at stilne af, og det lyder som om, det kunne være den rota-virus, som en stor del af institutionerne har været plaget af for nylig. Men hendes væskeunderskud tåler hun ikke så godt. Hendes forældre er verdensmestre til at nøde deres unger til at drikke, når de er syge, så de har gjort alt, hvad de kan, så der er desværre ingen vej uden om. Den lille pige må ind omkring børneafdelingen og have lidt ekstra væske gennem drop.

Smitter meget
Moren bliver selvfølgelig bekymret og urolig og får hurtigt fat i både far og bedsteforældre, så faren kan være med på sygehuset, og bedsteforældrene kan tage sig af resten af den lille familie.

De ender med at være indlagt i fire dage, før pigen er rigtig frisk igen og bagefter er moderen faktisk ret rystet over, hvor dårligt hendes datter nåede at have det, før hun syntes, at datteren skulle tilses af en læge.

Rota-virus er en helt almindelig virus, der giver mave-infektion. Den er rigtig almindelig i vinterhalvåret og hyppig i børneinstitutionerne. Voksne er normalt immune overfor rota-virus, fordi de har været smittet som børn. Rota-virus smitter rigtig meget, så har man en i familien med diare og opkastninger, så gælder det om at sørge for den bedst mulige hygiejne. Spritte toiletsædet af efter brug, sørge for at vaske hænder grundigt og lade den syge have sit eget private håndklæde. Men alligevel smitter det!



Få de seneste artikler direkte i din indbakke