Så ens og alligevel så forskellige

Af Lise-Lotte Hergel

På nær to dage er vi nøjagtig lige gamle, små 46 somre. Hun har født ni børn, otte piger og en enkel dreng, mod mine to børn. Hun og hendes familie har været mine patienter i alle mine 15 år som praktiserende læge. Hun er en dygtig og absolut velbegavet palæstinensisk kvinde, der har boet i Danmark fra hun var ganske lille. Hun har støttet sine børn fantastisk, så de større piger er under krævende videregående uddannelser. De er alle muslimske, bærer tørklæder og er gift med muslimske mænd, der også er vokset op i Danmark. Min patient mener, at det er vigtigt, at de bliver gift med nogle mænd, der har samme opvækst som pigerne. Selv om der har været en form for opsøgende arbejde fra familiens side for at finde egnede ægtemænd, så mener samtlige gifte døtre, at de har foretaget deres eget frie valg af livsledsager. De har inviteret mig til bryllupperne, hvilket har været en stor ære.

Det tog lidt tid, inden vi helt havde sporet os ind på hinanden. I begyndelsen var hun forholdsvis nonchalant med at møde til den tid, hun havde fået til konsultation. Efter nogle gange måtte jeg sige, at så kunne hun ikke komme ind, for jeg var videre i programmet. Det blev hun højlydt irriteret over, og hun har nogle absolut temperamentsfulde måder at formulere sig på, som i første omgang overrumplede mig. Det varede dog kun, indtil jeg fandt ud af, at hun forventede, at jeg kunne svare lige så tydeligt fra, hvilket jeg gjorde. Siden er hun mødt til tiden, men jeg får den samme, men noget mere modererede opsang, hvis jeg så er forsinket. Så skræpper vi lidt, og så snart vi går i gang, er der den bedste stemning. Hendes døtre har nøjagtig den samme facon, men nu har jeg jo lært, hvordan jeg kan matche dem, så vi har den samme gensidige respekt.

En garvet mor
Da børnene var små og var syge, ringede hun altid og fortalte, at de havde 40 i feber. Ikke 38 eller 39, men 40. Når de så kom, var det sjældent, at de reelt havde så høj temperatur. Det var som om, hun havde den opfattelse, at kun hvis hun angav en tilstrækkelig høj temperatur, så udløste det en konsultation. Vi havde en lang samtale, om at hvis hun var bekymret for sit barn, så ville jeg kigge på det uanset temperaturen. En garvet mor med så mange børn kommer kun, når der er en god grund. Nu får jeg en helt anden beskrivelse af hendes bekymring, når hun ringer. Det gælder også, når hendes døtre melder sig vedrørende deres syge børn.

Vores seneste hurdle er nok langt vanskeligere at overvinde. Hun har stille og roligt gennem årene taget kilo efter kilo på. Hun er nu pænt overvægtig og har fået type 2 diabetes, sukkersyge. Det er ikke godt, og lige nu kæmper jeg for, at hun skal tage det lige så alvorligt, som jeg gør. Jeg har gennemgået sygdommen for hende, og hun har fået besked på at tabe sig, bevæge sig mere og spise sundere. Hun kan egentligt godt lide at gå ture, men hun synes, det bliver mere og mere besværligt. Det skyldes, at hun efterhånden bærer rundt på så mange ekstra kilo, at det giver hende smerter fra sine muskler. Hun forstår uden problemer, hvad jeg siger, men hun er bare ikke enig. Når jeg fortæller hende, at det gælder om, at hun skal blive en gammel kone, der kan glæde sig over alle sine børnebørn, så mener hun, at det skal hun nok blive, hvis bare jeg giver hende piller.

Det skal lykkes
Når jeg siger, at hun ikke kommer til at tabe sig eller få styr på sin diabetes, hvis hun ikke ændrer kosten, så siger hun, at hun spiser fornuftigt. Når jeg siger, at hun må i gang med at få daglig motion, bare en gåtur, så mener hun, at det er opreklameret. Har hun gået en enkelt gang, så må det være det.

Men vi bliver ved. Jeg ved, at det skal lykkes, som de andre ting, vi har klaret. Jeg ved også, at ved hjælp af hendes døtre - og hendes efterhånden stigende forståelse for, at det faktisk er alvorligt at få type 2 diabetes - så vil hun også magte dette, som hun i forvejen har magtet så mange flere ting, end jeg har, selv om vi er lige gamle, altså på nær to dage.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke