Sorgen

Af Lise-Lotte Hergel

Det er ikke mere end fire måneder siden, at de kom op til mig i en akut tid. De kom altid sammen, når den ene havde en aftale hos mig, for sådan havde de altid levet. Tæt og med hinanden som absolut nærmeste vidner til alt i deres liv. De arbejdede på samme arbejdsplads i rigtig mange år, men gik begge på efterløn for to år siden.

Hævet lymfeknude
Den dag for fire måneder siden kom de, fordi hun havde fået en meget hævet lymfeknude på den ene side af halsen, og de syntes bare, den voksede og voksede. De havde fuldstændig ret i, at det ikke var en normal hævet lymfenude, som man får dem i forbindelse med forkølelser og halsbetændelser. Det var et helt hævet område på halsen, og det føltes hårdt og ubehageligt.

Jeg kunne godt se på dem begge, at de allerede havde tænkt over, at det her kunne være noget alvorligt. Jeg henviste hende under de nyere kræftpakker, som betyder, at hun blev undersøgt i løbet af ganske få dage. Inden der var gået to uger, havde de fået at vide, at hun havde lungekræft, og at den havde spredt sig.

Mistede fodfæste
De kom op til mig et par dage efter, at de havde fået den forfærdelige besked, og det var så bevægende og trist at opleve deres inderlige sorg og smerte. Han kunne hverken spise eller sove, og han græd hele tiden. Han kunne ikke hænge sammen på nogen måde, og selv om han hele tiden forsøgte at snakke om, at hun jo nu bare skulle igennem kemokuren, så hun derefter måske kunne blive opereret, så var hans øjne så bange, så angste for at skulle miste hende.

Hun var også bange, men hun brugte sit krudt på at forsøge at virke tapper, fordi hun kunne se, at hendes mand havde mistet ethvert fodfæste. De holdt hinanden i hånden hele tiden. De slap faktisk ikke hinandens hånd under hele konsultationen, hvor de fortalte om forløbet, og om hvordan de havde det lige nu. Vi talte kun ganske lidt om fremtiden, eller at hun kunne dø.

Jeg var meget bekymret for ham, for han var så sønderknust, at jeg frygtede, at han ville krakelere fuldstændig. Jeg var selvfølgelig også alvorligt bekymret for hende, men hun var klar over, at hun var alvorligt syg og klar over, at hun kunne dø af det.

Sørgende men fattet
Jeg nåede at tale med hende én gang til, inden hun døde kun seks uger efter, hun havde fået den forfærdelige besked. Hun vidste, hvor det bar hen, og hun havde fået talt med sine døtre om det, og ikke mindst om hendes bekymring for hendes mand og deres far.

I sidste uge kom han så op til mig. Selvfølgelig i uendelig dyb sorg, for han har mistet hende, han har været så inderligt forbundet med de seneste 37 år. Hvor jeg havde frygtet, at han ville være helt ude i tovene, så var han samlet og sørgende, men ikke i panik og fuldstændig uden den forfærdelige angst, der var ved at rive ham i stykker, da de var oppe hos mig.

Vidste hvor det bar hen
Han kunne beskrive hendes sidste dage og timer, og hvordan han var hos hende, og han kunne fortælle, hvordan den angst for, at hun skulle dø, forsvandt, da han kunne se, at der ikke var noget at stille op. At hun rent faktisk ville dø, og at han bare måtte være der med hende til det sidste åndedrag. I det fandt han fred, og i det kunne han støtte hende og elske hende til det sidste.

Jeg ved at det bliver uendeligt hårdt for ham fremover og hans savn og sorg, kan jeg end ikke begynde at prøve på at forstå. Men han har været overraskende god til at tage imod hjælp fra deres døtre og gode venner, og han kan allerede både beskrive sit behov for at være alene og sørge, men at han heller ikke må være for længe alene, for så kan han mærke, at det bliver noget rod for ham, og han begynder at mærke uroen og angsten trænge sig på igen. Han er ikke længere ude af sig selv. Han er kommet hjem til sig selv igen.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke