Sundhed er dødsens alvor

Af Søren Damgaard

Da telefonen ringede for en uge siden, lød beskeden, at min svigerfar havde fået en blodprop i hjernen, og da han havde gået med den i syv timer, inden en god ven kørte ham på hospitalet, var det begrænset, hvad lægerne kunne gøre. Nu kunne vi kun håbe på at blodproppen var lille, ikke havde lammet centrale dele i hjernen, og at vores ugentlige tirsdagsmiddage kunne fortsætte på samme hyggelige måde som de sidste mange år - bare et par år endnu.

Andre referencer
Min svigerfar vejer 25 kilo for meget, blodtrykket er cirka 180 over 110, og kolesteroltallet er alarmerende. Til gengæld er humøret altid højt, og han er en ørn i køkkenet, hvor han dagligt tilbereder stegt kød med brun sovs og kartofler, så godt som den bedste husmor – grøntsager er sjældne gæster i køkkenet, ligesom motion ikke er en del af hverdagen.

Når han engang bliver udskrevet fra hospitalet, ved jeg, at han vil få en samtale med en klinisk diætist, en masse pjecer om sund kost og motion og en masse velmenende råd af sygeplejersker og læger. Men jeg ved også, at det er særdeles begrænset, hvad sundhedssystemet kan gøre ved hans livsstil. Med en livslang karriere som bryggeriarbejder, brolægger og arbejdsmand, har han et helt andet referenceunivers end sundhedspersonalets.

Han ved, at han bør spise 600 gram grønt og frugt om dagen, ikke spise for mange stegeretter, dyrke motion, tabe sig, drikke maksimalt 14 genstande om ugen, skære ned på fedtet osv. Men at ændre vaner og eksempelvis begynde at snøre løbeskoene eller servere dampede pastinakker eller blomkål, ligger bare så langt fra hans hverdag. Uden hjælp vil det i praksis være fuldstændigt umuligt for ham at ændre vaner, og formodentlig kun et spørgsmål om tid, inden han igen rammes af en blodprop...

Svære vaner at bryde
Der er ingen tvivl om, at han sammen med venner og familie, har opbygget en livsstil eller nogle vanemønster, som alle synes er hyggelige, og som de samles om. Fjernes eksempelvis hyggepilsneren, tirsdagsstegen eller noget andet som samlingspunkt, kan det være svært at sætte noget andet i stedet, og ingen ønsker måske i virkeligheden, at disse vaner skal ændres til fordel for gulerodsstave eller en gåtur.

Som pårørende til en person med en livsstilssygdom, er det vigtigt, du gør det klart, at du direkte er ansvarlig for de vaner, I har sammen, og de konsekvenser, det har for vedkommendes helbred.

Vær opmærksom på hvor I kan indføre nye rammer for jeres samvær og vær bevidst om, at nye vaner ikke opstår af sig selv. Tag initiativ og spørg om det ikke er tid til at udskifte øllen med en light sodavand, eller om I skal gå en lang tur inden næste middag.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke