Sygebesøg

Af Lise-Lotte Hergel

'Men kører du da på sygebesøg?' spurgte gamle fru Andersen, da jeg endelig havde fået bugseret hende ned på gaden igen. Min klinik ligger på 3. sal og godt nok er der en lille elevator, hvor hun fint kunne have sin rollator med, da hun kørte op til mig, men jeg kan godt se, at så dårligt og usikkert hun på trods af rollatoren går nu, så er det altså fuldstændigt urimeligt, at hun skal kæmpe sig herop til mig med taxa og taxachauffør, der hjælper hende op. Og for at toppe hendes anstrengelser i dag, så satte elevatoren sig fast mellem to etager, så min sygeplejerske og jeg i fællesskab måtte støtte og kæmpe hende ned ad trapperne samtidig med, at vi ventede på Falck til den anden arme frue, der sad i sin kørestol og var fanget oppe hos os.

Strammet op
Der er mange, der tror, at sygebesøg er afskaffet. Det er det ikke. Man har dog strammet op på kriterierne for at køre på sygebesøg, så man nu siger, at alle, der på nogen måde kan transporteres til klinikken, skal komme selv. Kun dem, der ikke er i stand til at komme selv, kan ses på i hjemmet. Det er en fornuftig stramning, fordi vi kan lave så utallige mange flere undersøgelser i klinikkerne, end vi kan i folks eget hjem. Undskyldningen med, at man ikke har nogen bil og ikke har råd til en taxa, holder altså ikke, for min tid er brugt så dårlig, hvis det er mig, der skal køre taxa ud, i stedet for at patienterne skal køre taxa ind til mig.

Men det er altså sidste gang, min arme fru Andersen skal igennem dette helvede for at komme til lægen. Det er helt urimeligt for hende, og hun er endda den sidste, der kunne finde på at brokke sig.

Fru Andersen har forskellige skavanker, der kræver, at hun bliver kontrolleret regelmæssigt med blodprøver, og det bekymrer hende, hvis jeg siger, at hun ikke længere skal komme til mig. Jeg forklarer hende, at der er så god service med laboranter, der kører ud fra lægernes centrallaboratorium, men hun kan næsten ikke holde ude, at hun så ikke længere skal besøge min sygeplejerske hver tredje måned. Hun og min sygeplejerske har nemlig et rigtig godt forhold.

Må udsætte sygebesøg
Sygeplejersken har været tilknyttet klinikken i 33 år, og det er ikke meget længere end fru Andersen har, og da min sygeplejerske måske er det skønneste menneske på jord, så har fru Andersen og sygeplejersken selvfølgelig udviklet et lille hyggeritual, når prøverne skal tages. De snakker om fru Andersens tre børn, der ikke er meget yngre end sygeplejersken, og hvordan de har det og ikke mindst fru Andersens fortsatte bekymringer om dem og deres liv. De snakker ikke mindst om børnebørnene og deres liv, for dem er fru Andersen meget stolt af, men hun ser dem ikke så meget. 'De har jo travlt med deres!' som hun siger. De taler om at blive ældre, og hvordan fru Andersen bedst muligt kan klare sig og fortsat holde gang i både træning, men ikke mindst i at gøre alle de ting, hun fortsat kan klare selv. De taler, og de taler. Deres møder, der indebærer, at sygeplejersken tager blodprøver, er faktisk så skræmmende at miste for fru Andersen, at hun fortæller mig, som jeg sætter hende ind i taxaen, at det der med sygebesøg må vi vente lidt med endnu.

Hun vil hellere kæmpe med rollatorer og elevatorer end at gå glip af de regelmæssige møder med min sygeplejerske. Så vi udsætter hjemmebesøgene lidt endnu, og nu vil jeg gå ned til min sygeplejerske og fortælle hende, hvordan hun giver så god mening i blandt andet fru Andersens liv.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke