Tvangstanker

Af Lise-Lotte Hergel

Han er en ung mand på 22 år. Jeg har kendt ham, fra han var en lille snottet unge på tre-fire år. Dengang var han en lidt forsigtig dreng. Sådan en som lige skal se én en lille smule an, før han turde snakke med mig, hvilket selvfølgelig er helt fint og sundt, men han var måske lidt ekstra bekymret. Jeg kan huske, at hans mor var foruroliget, da han gik i indskolingen, fordi hun syntes, at han var lidt for bekymret for, om han var dygtig nok, sød nok, lydig nok og stille nok, og derfor havde han så forfærdeligt travlt med at leve op til, hvad han troede, alle andre omkring ham forventede af ham. Og han var både dygtig, god, lydig og stille og nogle gange så stille, at der ikke var nogen, der opdagede om han var med eller ej. Han havde ikke rigtig nogen venner, men han havde en, som han gik til rollespil med, og de to kunne lege sammen i timer uden at larme særlig meget, men fordybet i de roller de havde påtaget sig.

Beskidte sæder i toget
Han var ikke den dygtigste i de store klasser men heller ikke den tungeste. Egentlig havde hans forældre forestillet sig, at han skulle i gymnasiet, men det ville han ikke. Ikke under nogen omstændighed. Da han var færdig med 9. klasse, erklærede han, at han ville på efterskole og tage 10. klasse, og derefter ville han læse til kok. Sådan er det gået.

Han er nu 22 år, uddannet kok og elsker det, men han er bare meget ked af, at han har så forfærdeligt vanskelligt ved at komme til og fra arbejde, for han har fået en fobi med, at han ikke kan sætte sig på sæder i S-toget, som han synes er beskidte. I starten betød det bare, at han måske ikke satte sig på det første sæde, han så - men det næste. Nu er det blevet så grelt, at han har været både den ene og den anden togvogn igennem uden at finde et sæde at sidde på. Så kunne han jo bare stå op, men det er nu så invaliderende og insisterende en tvangstanke, at han Må lede efter et sæde, og han Må finde et at sidde på, inden han lander på den station, han skal af på.

Han bliver frygteligt forpint, når han skal af sted. Angst og urolig og efterhånden helt ude af sig selv, og det har nu fået ham til at overveje, om han ikke skal finde et arbejde, der ligger tættere på hans hjem, så han kan cykle frem og tilbage, men så har han klogelig besluttet, at det nok er meget bedre at forsøge at gøre noget ved det, i stedet for at lade fobien styre hans valg fremover. Derfor er han mødt op hos mig, så vi sammen kan lægge en plan.

Kognitiv terapi
Planen er, at han skal lave adfærdstræning, kognitiv terapi. Han skal trænes i at gøre noget andet end hans fobi beder ham om, nemlig at lede efter et rent sæde, og i stedet gå imod fobien/angsten og tage det allerførste sæde, han støder på. Om ikke andet så bare at sidde på det sæde fra en station til den næste. Bare dét at han viser sig selv, sin krop og sjæl én gang, at der ikke sker noget ved at sidde på det sæde, så er han i gang med at få det bedre.

Vi lægger en meget præcis plan for hvilket sæde han skal vælge, når han kommer ind i S-toget. Vi aftaler, hvor længe han skal sidde på det første dag og anden dag osv., og vi aftaler, at han skal bemærke og skrive ned, hvordan han har det, mens han gør det. Og så aftaler vi, at jeg skal følge tæt med, så han kommer herop en gang om ugen, indtil han kan køre med toget fra Lyngby og ind til sit arbejde uden at skifte sæde.

Det tog præcis seks uger. Han var så eventyrlig sej og ihærdig og gjorde hele tiden præcis, som vi aftalte. Efter seks uger kørte han til byen uden at skifte sæde og uden at mærke angsten i væsentlig grad. Det er han lykkelig for, men nu kan han også mærke noget andet - nemlig behovet for at få kigget på sin barndom og ikke mindst det alkohol-misbrug, hans far har og har haft og i det skjulte, og som han er så vred over. Det, tror jeg, er en rigtig god idé.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke