Vrangforestillinger

Af Lise-Lotte Hergel

Det er underligt hvilke puds, vores sind kan spille med os. Han er en ældre herre på 82 år, og han har altid været i super god form. Aktiv, engageret og på alle måder nærværende, når man taler med ham. Han har nok altid været patriark i sin familie, haft ansvaret for at tjene pengene hjem, og i sidste ende har det nok altid været hans ord der gjaldt. Jeg tror ikke, han har misbrugt det, for hans meget voksne børn er virkelig tæt forbundne med ham og har stadig en rigtig fin kontakt med både ham og fruen.

Men i dag er hans øjne bange, og han er tydeligt forpint. Han kommer med både fruen og deres ældste søn. Det hele begyndte med en ganske banal maveinfektion, som han formentlig har fået af et af børnebørnene. Han kastede op og havde diare over fem-seks dage. Godt nok ret mange opkastninger og diareer dagligt, men ikke værre end at de valgte at klare det uden at involvere mig. Fruen synes, det var svært at få ham til at drikke, hvad han skulle i de dage, og da han jo er vant til at have det sidste ord, så kunne hun i tiltagende grad mærke, hvordan han strittede meget imod og blev irriteret på hende. Helt anderledes end den store beskytter, som hun altid har set ham som. Han holdt op med at kaste op, og diareen stilnede af, men hans måde at reagere på, blev ved med at være forandret. Som om han havde ændret sig for altid. Der er nu gået en lille uge, og de har helt ret. Han er ikke sig selv.

Frygtede sin hustru
Han ser helt angst ud og er en skygge af sig selv, og jeg kan godt høre, at det, fruen og sønnen frygter, er, at han er blevet momentan dement.

Han kan fortælle nogle vilde historier, om hvad han har oplevet, mens han lå i sin sygdomsrus. Han havde fornemmelse af, at han egentlig slet ikke var hjemme, og at hans kone bare var en udklædt fjende, for hun talte helt anderledes til ham, end han er vant til. Han var bange for, at hun ville forgifte ham og derfor gjaldt det nærmest liv eller død at undgå at drikke det, hun bragte ham. Han var usikker på, om han var hjemme, eller om han var i et tv-studie, der var skabt med hans hjem som kulisse. Virkelig skræmmende for ham og han kan godt tage nogenlunde afstand fra det nu, men der er en lille bitte tvivl i ham endnu, og han kan fortælle, at det bliver forværret, når han skal sove, så han næsten ikke tør sove lige nu. Han har forsøgt at få drukket, men skal fortsat kæmpe med tvivlen, omkring hvad glassene, fruen bringer til ham, indeholder. Han kan næsten ikke holde ud at fortælle det, mens hun hører på, for han er flov over, at han kan finde på at tænke sådan.

Dehydreret
Han er formentlig bare blevet temmelig dehydreret, og så har feberen og væskeunderskuddet sat gang i de her skræmmende vrangforestillinger. Jeg sætter ham på fast væske, og vi aftaler, hvad han skal drikke, hvor han skal få det fra, og hvordan han får målt, at han får, hvad han skal have. Vi tager også en masse blodprøver, som skal vise om hans væskebalance er helt ude af niveau, men jeg tager også alle de prøver, man vil tage i forbindelse med en udredning for demens. Han får noget, der kan få ham i ro til natten og sikre, at han sover og ikke får alle de skræmmende tanker og paranoide forestillinger, og så aftaler vi, at han allerede skal komme om to dage.

Han ser helt anderledes ud, da han kommer igen. Han ligner sig selv, men er ikke helt så rolig og overskudspræget, som han plejer at være. Han har gjort, som vi aftalte, og han har drukket og spist og taget den halve beroligende tablet, der har givet ham en rolig søvn uden grimme drømme. Han kan nu tage fuldstændig afstand fra hans forfærdelige tanker og er bare så ked af, at han kunne tænke så grimt om hans yndige frue.

Ingen tegn på demens
Alle blodprøverne er flotte, og der er bestemt ingen mistanke om, at han er ved at blive dement, men han har oplevet hvor let det er at falde ud over kanten, selv om det var en ganske banal maveinfektion.

Vi aftaler, at han kommer igen om en uges tid så jeg lige kan følge med i, at han ikke får det skidt igen, og så holder han op med de beroligende, for det er noget skidt at bruge andet end i de helt akutte tilfælde og ganske få dage.



Få de seneste artikler direkte i din indbakke