Grøn te: varmende vitaminer

Den grønne te er blevet drukket i Asien i over 3000 år for det gode helbreds skyld. Den indeholder mange antioxidanter, vitaminer og mineraler, som din krop vil slubre i sig.

Grøn te: varmende vitaminer

Oprindelse
Grøn te laves fra bladene af den tropiske stedsegrønne busk Camellia Sinensis, på dansk kaldt kinesisk camellia. I mange asiatiske lande er grøn te den foretrukne drik, ofte som led i et måltid. De senere år er grøn te også blevet meget populær i vesten, hvor man traditionelt har drukket sort te.

Kvaliteten
Grøn te er væsentlig lysere end traditionelle tetyper som fx Earl Grey og skal heller ikke trække lige så længe og ved lige så høj en temperatur. Tebladene udsættes for en minimal forarbejdning efter plukning, så de mange gode sundhedsegenskaber bevares. Enten dampes, steges eller tørres tebladene i solen.

Virkningerne
Antioxidanter, vitaminer og mineraler. Grøn te er kendt for sin sundhedsskabende virkning. Ikke mindst indholdet af de gavnlige flavenoider, der menes at kunne beskytte mod kræft og hjerte-kar-sygdomme. Forskere peger desuden på, at grøn te kan bekæmpe leddegigt og Alzheimers og stimulere til vægttab. Helt generelt kan grøn te bruges til at bevare en sund krop med et stabilt blodsukker- og kolesterolniveau. Grøn te indeholder mindre koffein end sort te.

Smagen
Grøn te varierer i smag og kraft. Smagen kan være mild eller bitter. Duften kan karakteriseres som duften af den tidlige morgentåge, det våde græs efter en regnbyge eller som dampet spinat. Nogle typer af løs grøn te er blandet med med blomster eller frugt for at skabe duftende eller aromatiseret te. Der kan være jasmin, lakridsrod, citron, ingefær etc.

Grøn te tilberedes bedst, når vandet er maks 80-85 grader varmt. Derved undgås det, at bitterstofferne trækkes ud i bladene. Det anbefales derfor at lade det kogende vand køle af i ca. 5 min. inden det hældes over tebladene.

De tre mest populære varianter af ren grøn te:

 

Sencha

Janpanernes foretrukne te. Den milde Sencha er kendt for sit høje indhold af EGCG, der er et kræftmodvirkende stof. Sencha er navnet på den produktionsmetode teplanten bliver til på. Planten dyrkes i bakkerne omkring Kyoto, hvor både klima og jordforhold er ideelle.

Gunpowder

Gunpowder er en klassisk kinesisk te, der kan spores helt tilbage til 600-900 tallet. Teen bliver dampet og rullet til små kugler for at beskytte teens smag og aroma. Smagen er mere skarp end f.eks. japansk Sencha. Kuglerne minder om gammeldags krudtkugler, deraf navnet Gunpowder. Teen er ikke bare sund at indtage, men også sjov at tilberede, da de grønne kugler udvider sig til mange gange deres egen størrelse, når de kommer i vand.

 

Matcha

Den grønne Matcha te er mest kendt fra de Japanske te-ceremonier. Selve bladene bliver malet til en pulveriseret te. Dvs, at man drikke selve bladene og ikke blot udtrækket af dem. Derfor betegnes matcha som værende særligt sundhedsfremmende pga. de koncentrerede mængder nærende stoffer, som bl.a. antioxidanter.

 

Læs meget mere om Matcha i januar-nummeret af Sundhed+!

 

Kilder: teadrops.dk og teacup.dk

 



Få de seneste artikler direkte i din indbakke